Bermuda
Nyd varmen, lyt til bølgernes sagte skvulpen og mærk sandet mellem tæerne
Ved den sydlige del af Bermuda...
...lægger langt de fleste krydstogtskibe til. Her kan du opleve historiske Royal Naval Dockyard, der siden begyndelsen af 1800-tallet har været i det britiske militærs brug. I dag er stedet dog præget af en anderledes og hyggelig stemning med gode shopping-, spise- og underholdningstilbud.
Bermuda byder også på nogle helt formidable strande som eksempelvis Horseshoe Bay og Warwick Long Bay, hvor du kan lukke øjnene, nyde varmen, lytte til bølgernes sagte skvulpen og mærke sandet mellem tæerne. Nyd det turkis-grønne hav, den kridhvide strand og de omgivende klippeformationer, hvoraf nogle har skabt skjulte grotter og skjulte vige, der bare venter på at blive udforsket.
Midt i øgruppen finder du Bermudas hovedstad, Hamilton, der emmer af liv. Besøg hovedgaden, Front Street, hvor du finder et udvalg af smykkebutikker, restauranter og museer. Tag dig god tid til blot at slentre gennem byen, se de farverige huse og indsnuse den helt specielle stemning. Læg også vejen forbi Cathedral of the Most Holy Trinity, hvor du blandt andet kan arbejde dig vej op i kirketårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over flere dele af Bermuda.
Hvis du har lyst til at udforske mere af Bermudas natur, kan du tage en hyggelig tur gennem den engelsk inspirerede Victoria Park eller det smukke Bermuda Botanical Gardens, der byder på et væld af smukke blomster, men også palmetræer, frugthave og en sansehave for blinde. Oplev også ø-gruppens tidligere hovedstad, St. George, der med sin velbevarede historiske by og fæstninger er blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Et absolut must er desuden at besøge krystalgrotterne, hvor du kan opleve spektakulære grotter fyldt af klart, blåt vand og dramatiske drypstensformationer.