Grønland er verdens største ø på over 2,1 million km²,
men har grundet sit arktiske klima og Indlandsis en meget lille befolkning på kun 56.749 indbyggere. Derved er Grønland et af de tyndest befolkede lande i verden med en befolkningstæthed på blot 0,14 personer pr. km².
Grønland er et fantastisk rejsemål hele året rundt. Om vinteren kan du opleve uendelige hvide vidder fra en hundeslæde, køre på snescooter og lade dig betage af nordlysets dragende lysshow på himlen. I stor kontrast står sommerkrydstogter til Grønland. Her er det mildt, grønt og blomstrende.
Grønland tilbyder, som ingen andre destinationer i polarområdet, tæt interaktion og enestående kulturoplevelser i en betagende natur.
Inuitternes lange historie og fascinerende kultur fortælles bedst af dem selv, og vi viser dig vej til historiefortællerne. Grønlænderne byder dig velkommen og åbner deres huse for besøgende til traditionelt ”kaffemik”. Det giver en fascinerende indsigt i deres liv – selv om der ikke bliver sagt noget.
Grønlænderne lever i høj grad på naturens præmisser og er stærkt knyttede til den. De er afhængige af naturens ressourcer og lever derfor i en symbiotisk enhed med den. Samtidig viser grønlændernes stærke tilknytning til deres kultur og historie, at fortiden altid er tilstedeværende. Hver en lille bygd har et museum, der fortæller om stedets kulturhistorie. Grønlænderne kan med rette være stolte af deres kultur, som blev grundlagt da de første inuitkulturer indvandrede fra Canada.
I disse farvande bør du aldrig glemme kameraet. Isbjerge i alle tænkelige former kan dukke op når som helst. De vil få dig til at tabe vejret og minderne vil aldrig forlade dig igen.