FIND DIT KRYDSTOGT

Angiv ønsket rejseperiode
Angiv ønsket destination
Angiv ønsket afrejsehavn
Angiv ønsket rederi
Angiv ønsket skib

Krydstogtguide

For at sikre dig den bedst mulige krydstogtoplevelse, har vi samlet nogle relevante emner der forhåbentlig kan give dig svar eller hjælpe dig på dit kommende krydstogt.

Opdelt i tre kategorier

Guiden er opdelt i tre kategorier; Før krydstogtet, Ombord og Praktisk. Inden for hver kategori er emnerne listet i alfabetisk orden.

OBS: Guiden er kun vejledende. Der kan være situationer, hvor tingene foregår på en anden måde end beskrevet.

Del dine erfaringer med os

Har du erfaringer med hjem fra et krydstogt som med fordel kan tilføjes denne guide, så del det hellere end gerne med os:

Tlf. 6914 7355
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

 

  Før krydstogtet Ombord Praktisk
All inclusive/ drikkevarepakker Aircondition Allergi/ helbredstilstand
Bagage Anløb i havnebyer Læge
Billetter Check-in Medbragt mad og drikke
Clubmedlem Check-ud/ afstigning Nøglekort
Forsikring Dagens avis Problemer/ nødtelefon
Kahytstyper - hvor er det bedst at bo? Dresscode Regning om bord
Online check-in Fitness Rygning
Opgradering/ flytning af kahyt Hårtørrer Sprog
Parkering Liggestole og badehåndklæder Telefon/ internet
Pas/ visum Måltider - hovedrestauranter og specialrestauranter Udflugter og andre tilvalgspakker
Rejse med andres børn Room service / housekeeping Valuta i land
Specialdiæt eller specille behov Teater/ underholdning/ aktiviteter Valuta om bord
Spisetid    
       

 

 Valuta i land

Vi anbefaler altid vores kunder at have internationalt kreditkort med. Som supplement råder vi til at medbringe henholdsvis euro eller dollars afhængigt af om det er et europæisk eller amerikansk land, der besøges. De fleste steder kan internationale anerkendte valuta som euro og dollars benyttes, og kan ellers hurtigt veksles til lokal møntfod.

 Valutta ombord

Den gængse valuta er euro eller dollars. På amerikansk ejede skibe afregnes der i dollars, mens der på italiensk ejede skibe afregnes i euro, dog med undtagelse af skibe der sejler i Caribien. Vær opmærksom på at der i kasinoet kun modtages kontanter.

 Check-in

Vær i havnen i god tid, så du og dine medrejsende kan checke ind uden stress og jag. Den seneste check-in tid vil være angivet i din billet, ligesom den tidligste check-in tid også vil stå der. Er du i tvivl, kan du kontakte os her på kontoret. Check-in skal være gennemført inden for det angivne tidsrum. Hele proceduren vil være lettet, hvis du hjemmefra har udført online check-in på rederiets hjemmeside. Dette kan du læse mere om under punktet ”online check-in”. Sørg for at have dit pas, din billet, dit kreditkort og eventuelle andre vigtige papirer klar, når du står ved skranken. Her giver du enten dine kreditkortoplysninger eller deponerer et kontant beløb på ca. 200 euro pr. person. Dit kreditkort eller dine kontanter vil blive registreret på dit kahyt og dermed bliver der ingen brug af kontanter om bord (med undtagelse af kasinoet). Herefter tages et billede af dig som identifikation og du får udleveret nøglekortet og kan gå om bord.

 Nøglekort

Nøglekortet udleveres ved check-in i havnen (hos Costa Cruises ligger det i din kahyt ved ankomst). Dette plastickort er din nøgle til kahytten. Desuden bruges nøglekortet også som betalingskort ved køb af fx drikkevarer, spabehandling, tøj osv. om bord. De anvendte beløb bliver tilskrevet kahytten og trækkes på det opgivne kreditkort. Ydermere bruges kortet som identifikation, hvorfor det er vigtig at have det på dig, når du ønsker at gå fra borde. Når du ønsker at gå om bord efter endt besøg i en havneby, fremvises nøglekortet. I den forbindelse kan personalet se, at det er kortets ejer, der går om bord, idet billedet fra indcheckningen i havnen vises på en skærm for kontrolløren. Ved ombordstigning scannes dine tasker og dig selv for at garantere et højt sikkerhedsniveau.

 Anløb i havnebyer

Ved anløb i havnebyer er det altid muligt at komme af skibet inden for det givne tidsrum, men det er ikke et krav, at man står af. Det står dig frit for om du vil spendere dagen på skibet eller i land. Hvis du forlader skibet anbefaler vi påklædning i forhold til dine aktiviteter i land. Husk fx at have tildækkede knæ, skuldre og ingen nedringede toppe ved udflugter til religiøse udflugtsmål. Det er desuden meget vigtigt at du husker dit nøglekort når du går i land.

Efter et endt besøg i en havneby skal man fremvise sit nøglekort. I den forbindelse kan personalet se, at det er kortets ejer, der går om bord, idet billedet fra indcheckningen i havnen vises på en skærm for kontrolløren. Ved ombordstigning scannes dine tasker og andre løse genstande, mens du også selv bliver bedt om at gå gennem en scanner, for at garantere et højt sikkerhedsniveau.

 Dagens avis

Dagens avis bliver hver aften lagt i din kahyt. I denne avis kan du læse om dagsprogrammet, se hvilke specielle arrangementer der foregår og se åbningstiderne i restauranterne. Af dagsprogrammet fremgår det også, hvilken dresscode der er for aftenen.

 Dresscode

Om dagen anbefales afslappet tøj om bord og praktisk tøj til udflugterne afhængigt af, hvad du skal deltage i. Til uformelle aftener anbefaler vi sommerkjole til kvinder og en let jakke til mænd. Til formelle aftener vil vores gæster sandsynligvis ønske at klæde sig mere formelt, og vi foreslår mørkt tøj til herrerne og aftenkjole til damerne. Til de få gallaaftener anbefales cocktailkjole til damerne og letvægtshabit eller smoking til herrerne. Det skal understreges at dresscoden er frivillig, omend pænt tøj altid er et krav i restauranterne. Korte bukser, bare tæer, T-shirts uden ærmer etc. accepteres ikke. Det kan være en god idé at medbringe en sweater/et sjal eller tørklæde til at beskytte sig mod de undertiden store temperatursvingninger i områder med klimaanlæg og på udendørsdækket.

 Spisetid

Tidlig seating er oftest med start mellem 18.00 og 19.00

Sen seating er oftest med start mellem 20.00 og 21

Hvis man vælger tidlig eller sen seating, så sidder man ved det samme bord og har som oftest den samme tjener hver dag.

Fri seating – du vælger selv. På nogle skibe kan man bestille bord til en bestemt tid, men oftest tildeles bordene som hvis du var trådt ind på enhver dansk restaurant.

 Udflugter og andre tilvalgspakker

Du kan hjemmefra få en forsmag på krydstogtets glæder, når du foran skærmen kan booke udflugter, drikkevarepakker, spa-pakker, middag i specialrestauranter og meget mere. Der vil desuden være mulighed for booking om bord, med mindre det ønskede allerede er udsolgt.
Læs mere på vores egen side: http://www.krydstogteksperten.dk/Krydstogt-information/online-check-in-og-udflugter.html

 Telefon og internet

Det er muligt at modtage/foretage opkald på et krydstogt, når forbindelsen tillader det. På havet kan det være svært at opfange signal og dermed svært eller helt umuligt at benytte sin mobiltelefon. Vi anbefaler vores kunder at passe på deres mobilregning, da det hurtigt kan blive dyrt både at ringe eller skrive fra skibet. Undersøg derfor inden afgang hvordan priserne ser ud hos din operatør for opkald og tekstbeskeder. Alternativet kan være at besøge skibets internetcafé, hvor man for et timebeløb kan låne en computer. I nogle kahytter er der også mulighed for internetopkobling mod et givent beløb, der tilskrives regningen for din kahyt. Spørg personalet om hjælp.

 Læge

Der findes altid en kvalificeret læge og mindst en sygeplejerske om bord. I tilfælde af at det bliver nødvendigt at benytte sig af denne service, står du selv for betalingen. Derfor er det en god idé at tjekke op på din forsikring inden afrejse.

 Forsikring

Er du forsikret når du rejser? Mange af vores kunder tror, at deres kreditkort automatisk inkluderer rejseforsikring, men dette er ofte ikke tilfældet. Sørg for at give dine forsikringer et grundigt eftersyn inden afrejse. Det er dit eget ansvar at være forsikret og det letter både proceduren og din pengepung hvis uheldet er ude. Vær i øvrigt opmærksom på, at ikke alle lande godtager det gule sygesikringskort. Anskaf dig derfor det blå sygesikringskort, der anerkendes i hele Europa. Dette fås ved henvendelse til borgerservice i din kommune og kortet fås som oftest kvit og frit. Vær dog opmærksom på, at sygesikringskortet ikke dækker hjemtransport. Vi anbefaler på det kraftigste at have en rejseforsikring og afbestillingsforsikring. Derfor samarbejder vi med Gouda, hvorigennem vi kan tilbyde vores kunder både rejseforsikring og afbestillingsforsikring.

Læs mere på vores hjemmeside: http://www.krydstogteksperten.dk/Krydstogt-information/rejseforsikring.html

 Parkering

Der er meget forskel på parkeringsmulighederne i havnene. Nogle havne har dårlige forhold, mens andre har ganske udemærkede forhold. Læs mere om parkeringsmulighederne i byerne på vores hjemmeside: http://www.krydstogteksperten.dk/Krydstogt-information/parkering.html

 Check-ud/afstigning

En af de sidste dage på krydstogtet får man et spørgeskema, hvor man vil blive spurgt, hvordan man regner med at komme hjem. Dette skema er vigtigt at udfylde, da man vil blive tildelt bagagemærkater der indikerer, hvornår det er muligt at gå fra borde. Disse tildeles efter hvorvidt de rejsende skal nå fly eller anden offentlig transport. Proceduren ved udstigning tager oftest 2-3 timer. Hvis man ikke er en af de første, der skal fra borde, kan man sagtens gå i restauranten og få sin morgenmad i mellemtiden.

Hvis man ønsker at få sin kuffert bragt ned på kajen til afhentning næste morgen ved udstigning, skal man pakke kufferten og stille den uden for kahytten inden midnat. Det er en god idé at have en lille rejsetaske /håndbagage til udstigning, hvor man kan have et sæt tøj til næste dag, en tandbørste og yderligere personlige ejendele. På de fleste skibe er det også en mulighed at man selv kan tage sin baggage fra borde.

 Regning ombord

Alt forbrug via nøglekort, der tilhører kahytten, skrives på regningen. Du kan som oftest følge med i denne regning på fjernsynet i din kahyt, ellers er det altid muligt at gå i receptionen og bede om en udskrift.
Med hensyn til drikkepenge er det ikke nødvendigt at betale hver enkelt tjener. På mange skibe findes der en såkaldt ”obligatorisk serviceafgift”. Denne afgift dækker drikkepenge (tips) til kahytspersonalet, øvrige tjenere og andet skibspersonale og tilføjes din regning automatisk. Vi oplyser krydstogtets pris uden denne obligatoriske serviceafgift, fordi pengene ikke afregnes med os, men med rederiet.
Hos nogle rederier er denne serviceafgift allerede inkluderet i prisen.

Før du forlader skibet bliver din regning opgjort, og du vil modtage en kopi af den i din kahyt. Er du uenig i nogle af posterne, bedes du kontakte personalet i receptionen. Hvis du har afgivet kreditkortoplysninger og er tilfreds med regningen, skal du blot gå fra borde som det er angivet på dit bagagemærkat. Har du deponeret kontanter ved check-in skal du afregne i receptionen inden udstigning.

 Roomservice

To gange dagligt sørger den steward, der tilknyttet din kahyt, for at alt ser pænt og rent ud. Ydermere kan du gøre brug af room service dagligt. Morgenmaden kan du hos nogle rederier få bragt gratis på sengen, mens der for resten af dagen er merbetaling for brug af room service. Hos andre rederier er der fri tilgang til roomservice døgnet rundt uden merbetaling.

Det er en god idé at få et godt forhold til den kahyts steward, der er tilknyttet din kahyt. Det er vedkommende du skal kontakte ved mangler i kahytten eller ved eventuelle ændringer i kahytten.

 Toldfri varer / shopping

Toldfri varer kan købes i skibets mange” duty and tax-free shops”. Her finder du alt lige fra tøj til skønhedsprodukter, smykker, film, tobak, spiritus og skibets merchandise.

 Medbragt mad og drikke

Medbragt mad og drikke bliver i hovedreglen konfiskeret. Hvis det drejer sig om årgangsvine eller andet spiritus, opbevares dette i et rum ind til check ud.
Som allergiker er det i orden at medbringe eget mad, så længe man i forbindelse med booking angiver, at man er allergiker. På samme måde er det også i orden at medbringe mad til spædbørn. Der er dog mulighed for at bede om frugtmos og andet mad til mindreårige om bord.

 Allergi / helbredstilstand

Sørg altid for at medbringe egen medicin i forbindelse med rejse. Sørg også for at besøge lægen inden afrejse for at sikre dig, at du har alle de nødvendige vacciner i forhold til det sted, du skal rejse hen. Du er selv ansvarlig for at sikre dig, at dit helbred er i orden før afrejse.

Ved graviditet frabeder langt de fleste rederier sig rejsende, der er i 24. svangerskabsuge eller derover ved krydstogtets afslutning. Ved 23. svangerskabsuge og derunder skal der medbringes vandrejournal samt lægeerklæring fra din personlige læge, hvor han/hun har skrevet under på, at du er i helbredsmæssig forsvarlig tilstand.

 Online check-in

Med online check-in sparer du tid i havnen ved allerede at have registreret dine informationer i forvejen. I løbet af kort tid har du dit nøglekort i hånden og kan gå om bord til den rejse, du længe har ventet på.

Læs mere på: http://www.krydstogteksperten.dk/Krydstogt-information/online-check-in-og-udflugter.html

 Aircondition

Air condition findes på alle skibe i alle kahytter. Vi råder til at være opmærksom på, at det kan virke køligt inden døre, når det er varmt udenfor. Det kan derfor være en god idé med et lille sjal, en sweater eller et tørklæde.

 Hårtørrer

Hårtørrere findes i alle kahytter til fri afbenyttelse.

 Rygning

De fleste skibe tilgodeser både rygere og ikke-rygere. Der vil dog altid være flere ikke-ryger-områder og disse inkluderer som oftest restauranter, buffeter, medicinske centre, børnepasningsområder, korridorer, elevatorer, foyerer, offentlige toiletter og vigtigst af alt: i kahytten og på balkonen. Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at der under ingen omstændigheder må kastes skodder ud over skibssiden, da dette kan give anledning til brand.

Rygning er tilladt i flere barer og i kasinoet. Ydermere findes der på de fleste skibe deciderede rygerum. Desuden er der udendørs områder på pooldækket, hvor det også er lovligt at ryge. Dette er angivet med skiltning. Generelt opfordrer vi vores gæster til almen sund fornuft og hensyntagen, når man ønsker at ryge.

 Måltider: Hoved- og specialrestauranter

Alle krydstogtgæster bliver tilknyttet en hovedrestaurant om bord. Her serveres både morgenmad, frokost og middag med to seatinger – eller fri seating afhængigt af rederiet. Desuden serveres både morgenmad, frokost og middag også i buffet restauranten.

Om bord findes også de såkaldte special restauranter. Her er både restauranter, hvor maden er en tand mere luksuriøs end i hovedrestauranterne, men der er også forskellige steder som fx steakhouse, sushi, pizza, tex-mex osv. Udvalget varierer fra rederi til rederi, og fra skib til skib. Måltider i specialrestauranter tilkøbes for et ”servicecharge” pålydende forskellige beløb.

 Specialdiæt eller specielle behov

På de fleste skibe tilbydes der specialdiæt, hvis dette er anført ved booking. Er du kørestolsbruger eller på andre måder fysisk belastet, findes der et par handicapvenlige kahytter på langt de fleste skibe. Forhør dig altid ved booking angående specielle ønsker eller behov.

 All Inclusive / drikkevarepakker

All Inclusive drikkevarepakker er efterhånden ved at blive et populært koncept blandt krydstogtgæsterne. På næsten alle rederier vil det altid være muligt at købe forskellige drikkevarepakker, fx sodavandspakker eller vinpakker. Drikkevarepakkerne skal som oftest tilkøbes ved bestilling af krydstogt, eller i forbindelse med efterfølgende tilkøb på rederiets hjemmeside inden afrejse. Ring og hør nærmere om drikkevarepakkerne på 69 14 73 55 eller via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 Teater/underholdning/aktiviteter

Om aftenen vil du opleve spektakulære shows i det flere dæk høje teater om bord. Hver aften er der en ny forestilling, ofte en blanding af dans, skuespil og musik. Der bliver af og til hentet store stjerner og internationale grupper ind på krydstogtskibenes scener. Her kan fx nævnes Blue Man Group, musicalen ”Chicago”, Broadway Shows osv. Du vil også kunne opleve live musik i de mange barer – fra klassisk musik og blød jazz til karaoke og ”sing along”, hvor personalet byder op til dans og sjov.
I løbet af dagen arrangerer personalet mange spændende aktiviteter, hvor man både kan melde sig til eller blot møde op. Der afholdes turneringer, quizzer, lege for de mindste, biograf, undervisning i madlavning, vinsmagning og meget mere. Udvalget varierer fra skib til skib. Mange rederier har også specielle ”kids programs” og klubber, der henvender sig til børn i forskellige aldre. Visse tjenester eller underholdsningsaktiviteter kan koste ekstra. Du vil altid blive oplyst om dette inden brug.

 Sprog

Hovedsproget om bord er engelsk, men besætningen består af mellem 30 og 40 nationaliteter, så der vil blive snakket mange forskellige sprog. Al kontakt foregår som hovedregel på engelsk, med mindre du selv henvender dig på et andet sprog. Efter engelsk er de mest udbredte sprog italiensk, spansk, portugisisk, tysk og fransk.

 Problemer/nødtelefon

I tilfælde af at et problem skulle opstå, så opfordrer vi altid vores kunder til at afhjælpe problemet der, hvor det er. Er din bagage ikke nået frem, anbefaler vi at henvende dig til personalet i bagagehåndteringen.

I forbindelse med flyforsinkelser, kontakt da flyselskabets informationsskranke i lufthavnen, hvor de vil hjælpe med eventuel ombooking. Gem altid kvitteringer fra omkostninger i forbindelse med problemer af hensyn til en eventuel erstatningssag.

Dine rettigheder som flypassager er beskrevet i denne folder.

Ved akutte og uopsættelige nødsituationer, der opstår undervejs på din rejse, kan du ringe på vores nødtelefon +45 60 63 73 55. Enhver henvendelse før eller efter rejsen skal ske på telefon 69 14 73 55. Vi beder dig respektere dette.

 Opgradering/flytning af kahyt

Rederiet har til enhver tid retten til at flytte rejsende i en kahyt til en af samme slags eller en af højere standard. Har man selv lyst til at blive flyttet/opgraderet, kan man henvende sig til os før afrejse for at forhøre sig om mulighederne. Desuden kan man også henvende sig i receptionen om bord, hvor merbetalingen for en eventuel opgradering vil blive skrevet på regningen for den pågældende kahyt.

 Bagage

Rejser du med fly kommer det helt af sig selv, at du ikke kan medbringe mere bagage end flyselskabet giver lov til. Denne vægtbegrænsning ligger typisk mellem 20-23 kg, men der kan være forskellige regler fra flyselskab til flyselskab. På selve krydstogtet er der faktisk ikke nogen officiel grænse for din bagages vægt, men et god tommelfingerregel er, at du ikke medbringer mere, end at du selv kan bære det/rulle det (rullekuffert).

 Billetter

Billetterne udsendes typisk samlet her fra kontoret 2-3 uger før afrejse, med mindre rejsen er bestilt i sidste øjeblik. Har du bestilt hotel eller fly vil papirer på dette også blive sendt sammen med billetten til dit krydstogt.

Det er kundens ansvar at kontrollere at navnene og andre data på bestillingsbekræftelsen er i overensstemmelse med passet. Ændring af navne efter billetternes udstedelse, kan kun ske med billetudsteders accept. Ændringer er ofte forbundet med gebyrer.

 Pas/visum

Alle rederier kræver en gyldighed på 6 måneder i passet ved krydstogtets afslutning, så hvis dit pas ikke opfylder disse krav, skal du henvende dig hos borgerservice og få lavet et nyt. Har du givet os det gamle pasnummer, bedes du venligst meddele os dit nye.

Du kan finde en generel rejsevejledning på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Rejsevejledninger:http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/
Pas og visum: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/pas-og-visum/

Der kræves visum til Rusland. Den nemmeste måde at anskaffe sig et visum, er gennem rederiets guidede udflugter, der kan tilkøbes før rejsen eller om bord. Hvis man venter med bestilling af udflugter til man kommer om bord, anbefales det at købe udflugterne hurtigst muligt efter ankomst.

Ved ankomst i lufthavnen i Egypten, Oman og de Forenede Arabiske Emirater (FAE) udstedes visum som oftest mod betaling. Ved rejse til FAE skal du kunne forevise gyldig returbillet. 

Ved rejse til Australien og USA skal der laves elektronisk registrering.
USA: https://esta.cbp.dhs.gov/
Australien: http://www.immi.gov.au/e_visa/evisitor.htm

Vi henviser altid til Udenrigsministeriets hjemmeside for opdaterede oplysninger.

 Liggestole og badehåndklæder

Liggestolene stilles gratis til rådighed, ligesom badehåndklæder også kan lånes kvit og frit. Badehåndklæder der ikke returneres, vil blive skrevet på regningen hos låneren.

 Fitnesscenter

Langt de fleste skibe huser et større fitnesslokale med velholdte træningsmaskiner og uddannede trænere. Dette er uden tvivl den bedste udsigt du får fra et fitnesslokale! Du kan også deltage i undervisningstimer, hvor du vil blive instrueret i fx pilates, yoga, spinning osv. At deltage i en sådan undervisningstime koster typisk et givent beløb, som du vil blive oplyst om på skibet. Desuden kan du også booke en personlig træner, der i samarbejde med dig kan sammensætte et træningsprogram – dette koster også et ”cover charge”.

 Kahytstyper – hvor er det bedst af bo?

Groft set deler vi kahytterne op i 4 typer, som er beskrevet herunder. Inden for hver type kahyt er der flere kategorier, hvor prisen stiger jo bedre kahytten er. Forskellen er oftest placering på et højere dæk og flere fordele i forhold til fx room service.

Indvendig kahyt ligger inde i skibet og har ikke nogen havudsigt. Denne kahytstype er oftest den billigste. Vi anbefaler denne kahytstype, hvis man opholder sig mere rundt på skibet og blot bruger kahytten til overnatning.

Udvendig kahyt med havudsigt findes der som oftest ikke særlig mange af på et skib og flere af dem er med begrænset havudsigt. Vi anbefaler denne kahytstype, hvis man gerne vil have dagslys i kahytten, men ikke vil betale for den næste kategori.

Kahyt med balkon er den oftest forespurgte kahytstype. Det er rart at kunne nyde sin morgenmad på balkonen med udsigt over hav og land, og det store skydevindue giver godt med lys i kahytten. Vi anbefaler denne kahytstype, hvis man ønsker lidt luksus og samtidig den skønne udsigt fra skibet. Denne kahytstype er dog i højest grad anbefalelsesværdig på destinationer, hvor vejret er godt og varmt.

Suite med balkon er den ypperste luksus på et krydstogt. Her får du den eftertragtede udsigt fra en privat balkon og samtidig en overdådig kahyt med udstyret i orden og ingen mangel på plads. Vi anbefaler denne kahytstype, hvis du ønsker størst mulig luksus på dit krydstogt.

Vi bliver ofte spurgt hvor det er bedst at bo – på den ene eller anden side af skibet, midtskibs, i forenden eller bagtil. Erfaringen siger, at krydstogtgæsterne går efter en kahyt midtskibs på så højt et dæk som muligt. Der er dog langt fra enighed om hvad der er bedst, så svaret er simpelt: Det er en smagssag!

 Rejse med andres børn

Hvis du rejser med andres børn – det være sig dine søskendes, dine venners, eller måske plejebørn, så sørg altid for at oplyse os om det, da der kan være forskellige regler hos rederierne. Hvis forældrene og barnet har forskellige efternavne, skal der fremvises en fødselsattest, som beviser forældreskabet. Voksne som rejser med børn under 18 år og som de ikke er forældre til, forpligter sig til at fremvise barnets pas (og eventuelt visum), en signeret bekræftelse af en af barnets forældre, om at barnet har tilladelse til at rejse med sin rejseledsager, samt kopi af denne forældres pas og fødselsattest, samt et bekræftelsesbrev* (notarial bekræftelse) signeret og stemplet af en fagperson, f.eks. en advokat, læge eller lægdommer. Bemærk: Tilladelsen skal også indeholde bekræftelse på at medicinsk behandling kan udføres, såfremt en situation skulle opstå og en læge mener at hurtig medicinsk behandling påkræves. NB! Disse regler gælder også når barnet rejser med slægtninge eller venner. Rejser barnet med plejeforældre/værge skal de også kunne fremvise gyldig dokumentation, som bekræfter at de er barnets værge. Alle dokumenter skal være på engelsk og medbringes ved check-in i havnen på afrejsedagen.

Kilde: http://www.royalcaribbean.dk/rejser-du-med-andrs-born.htm

 Club-medlem

De fleste rederier tilbyder krydstogtgæsterne at være medlemmer af deres klubber. Ved afgivelse af medlemsnummer i forbindelse med krydstogt kan man ofte opnå rabat, få fordele eller optjene point til fremtidige krydstogter.

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær først til at få de bedste tilbud. Samtidig deltager du hver måned i konkurrencen om et rejsegavekort på kr. 1.000,-

Krydstogt Eksperten bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik. Hvis du klikker på et link, accepterer du vores brug af cookies.
Accept