FIND DIT KRYDSTOGT

Angiv ønsket rejseperiode
Angiv ønsket destination
Angiv ønsket afrejsehavn
Angiv ønsket rederi
Angiv ønsket skib

Nyheder fra krydstogtbranchen

Vi følger dagligt med i nyhedsstrømmen fra rejsebranchen. Herunder finder du en række interessante artikler.


Krydstogtselskab øger i Europa

Af Henrik Baumgarten – 9. november 2018 – kilde: www.standby.dk

Italienske MSC Cruises håber næste år at åbne sin egen miljøvenlige private ø ved Bahamas, Ocean Cay MSC Marine Reserve.

MSC Cruises arbejder med at klargøre øen til dens nye fremtid. Senest er rederiet blevet færdig med at plante 75.000 træer, buske og palmer på øen – der hidtil har været brugt til at hente sand til andre projekter.

MSC har fjernet over 500 tons industri-affald, herunder metal, der er blevet efterladt fra sandgravningerne på øen. Der er også bortskaffet et halvt million tons sand og jord fra øen, hvor det er blevet erstattet af frisk jord og sand, oplyser rederiet.

Ocean Cay MSC Marine Reserve får blandt andet otte strande og lavvandede laguner, overfladen under vandet bliver genskabt ligesom der kommer miljøvenlige barer og restauranter samt indkvartering for de kommende cirka 140 medarbejdere på øen.

Det er MSC Cruises intention, at øen skal genskabes til sin naturlige oprindelighed og blandt andet være et blomstrende øko-system.

Går alt efter planen er øen med alle sine forbedringer over og under havoverfladen klar til at modtage de første gæster om et års tid, oplyser MSC Cruises, der forudser at besøg af dets krydstogtgæster på øen skal være et af højdepunkterne ved at sejle krydstogter med rederiet i Caribien.

”Visionen tager form”
Under et nyligt besøg på øen sagde MSC Cruises’ bestyrelsesformand, Pierfrancesco Vago: ”Det var en særlig oplevelse at besøge øen sammen med teamet der arbejder non-stop med dette fantastiske projekt og at se, hvordan vores vision begynder at tage form. Vores ø vil sætte nye standarder for private øer i Caribien.”

MSC-chefen glæder sig over, at meget af det tidligere marineliv omkring øen er begyndt at vende tilbage, efter rederiet har renset naturen for de tidligere brugeres efterladenskaber. Der er blandt andet atter hummere, trompetsnegle og rokker i vandene omkring øen.

MSC Cruises arbejder også med miljøeksperter om at få oprettet et maritimt laboratorium på Ocean Cay, der blandt andet skal undersøge hvordan der kan dyrkes koraller, der er mere modstandsdygtige overfor klimaforandringer.


Krydstogtselskab øger i Europa

Af Henrik Baumgarten – 27. august 2018 – kilde: www.standby.dk

For første gang kommer Norwegian Cruise Line næste sommersæson op på at have 6 skibe i Europa – flere af dem kommer til Københavns Havn.

Norwegian Pearl bliver det amerikanske krydstogtrederis sjette skib i europæiske farvande næste år, det har senest sejlet omkring Alaska om sommeren. Det fremgår af rederiets nyeste fartplan, der netop er kommet og som dækker frem til april 2020.

Fra maj næste år begynder Pearl at betjene fire ruter med udgangspunkt fra Amsterdam. Et krydstogt på 15 dage bringer blandt andet gæsterne til norske fjorde ligesom der bliver stop i for eksempel Edinburgh, Dublin, franske Le Havre, Tilbury med udflugt til London og belgiske Zeebrugge.

En anden krydstogtrute har fokus på Østersøen med besøg i tyske Warnemünde, polske Gdansk, Klaipeda i Litauen samt besøg i også Helsinki, Skt. Petersborg, Stockholm, Tallinn, Riga og København.

I juli rykker Pearl til Middelhavet med ruter til for eksempel Rom (Civitavecchia), Barcelona og Venedig, men også mindre besøgte destinationer som Kotor i Montenegro, Zadar i Kroatien samt Monaco.

Et nyt skib hos NCL i Nordeuropa næste sommer bliver Norwegian Spirit med sejladser på ti og 15 dage ud af Southampton til blandt andet Skotland, Irland, Island, Norge og Østersøen.

Med base i Københavns Havn sejler Norwegian Getaway næste år krydstogter i Østersøen til blandt andet Helsinki og Stockholm. De tre andre NCL-skibe i Europa næste år bliver Norwegian Epic, Norwegian Jade og Norwegian Star, der alle får base i Middelhavet.

Også krydstogter udenfor Europa
På næste års krydstogter i og omkring Alaska sættes Norwegian Joy i sommerperioden ind som afløser for det mindre Norwegian Pearl, der rykkes til Europa. Mellem april og september sejler Joy med base i Seattle til en række havne i Alaska ligesom der bliver besøg i canadiske Victoria.

Også Norwegian Bliss, det i øjeblikket nyeste skib hos NCL – som kom til i dette forår, får næste sommer beskæftigelse på ruter til Alaska, det samme gør Norwegian Jewel.

I vintersæsonen 2019/2020 er NCL klar med rederiets 17. skib, Norwegian Encore, der sejler i den østlige del af Caribien med start og slut i Miami. I samme program skal Norwegian Jewel krydse Stillehavet for at have sejladser i og omkring Australien og New Zealand.

Der er seks nye skibe på vej til NCL, Leonardo-klassen leveres mellem 2022 og 2027.


Kæmpe handel i krydstogtbranchen

Af Henrik Baumgarten – 15. juni 2018 – kilde: www.standby.dk

Royal Caribbean Cruises køber for 1 milliard dollars kontrollen med italienske Silversea Cruises, der på verdensplan er blandt de førende rederier indenfor ultra deluxe.

Det er en dyr fornøjelse at cruise med rederier som Silversea. ”Det koster – afhængig af ruten og tidspunktet på året – omkring 3-4.000 kroner i døgnet; hertil kommer flybillet til og fra destinationen,” sagde dansk rejsebureauagent til STANDBY.dk, da Silversea sidste efterår i Southampton præsenterede sit flotte nye flagskib, Silver Muse.

Silver Muse er Silverseas 9. skib og dets hidtil største med plads til 596 passagerer – hidtil har det indtil nu privatejede italienske rederi holdt sig til skibe med plads til 3-400 gæster. Silversea har foreløbig fem normale krydstogtskibe og fire såkaldte ekspeditionsskibe.

Og nu køber amerikanske Royal Caribbean Cruises, RCCL, 66,7 procent af aktierne i Silversea for en milliard dollars. Pengene giver blandt andet Silversea mulighed for at ekspandere yderligere.

Mens RCCL er markedsførende blandt de største krydstogtskibe med plads til 5-6.000 passagerer, har Silversea prioriteret mindre luksus krydstogtskibe til omkring 500 passagerer. Fordi Silversea-skibene er mindre end de gigantiske krydstogtskibe, kan skibene fra det italienske rederi også anløbe havne, der ikke har plads til mastodonterne. Silverseas skibe betjener omkring 1.000 destinationer verden over.

Tættere kontakt til rejsebureauer
Med købet af Silversea får RCCL, der i forvejen har varemærkerne Royal Caribbean, det finere Celebrity Cruises og high-end produktet Azamara Club Cruises, nu også adgang til markedet med ultra deluxe krydstogter. For Silversea er en fordel ved salget til RCCL, at det dermed bliver eksponeret til en meget større kundegruppe, kommer med i RCCL’s distributionssystem og ofte tætte forhold til rejsebureauagenterne. I omsætning er RCCL cirka ti gange større end Silversea.

RCCL’s to største konkurrenter, amerikanske Carnival og Norwegian Cruise Line, NCL, har allerede ultra deluxe-produkter i deres portefølje. Carnival har rederiet Seabourn, mens NCL kontrollerer Regent Seven Seas Cruises.

Flere nye rederier på vej
Krydstogtbranchen, der har cirka 25 millioner passagerer på verdensplan om året, har udsigt til en lang række nye skibe de kommende år hos eksisterende rederier.

Ligeledes er der mindst to nye rederier på vej. Sir Richard Branson er ved at søsætte Virgin Voyages, der lægger fra kaj i 2020 og som til at begynde med skal have tre skibe med plads til omkring 2.700 passagerer.

Og den luksuriøse hotelkæde Ritz-Carlton vil ligeledes i 2020 være klar med et ultra deluxe krydstogtskib med plads til 298 passagerer.


Krydstogtskibe frontløbere i København og Malmøs havne

Af Ejvind Olesen – 1. juni 2018 – kilde: www.standby.dk

Rekorder på stribe hører rejseformen til, og flere og flere danske havne kommer med i internationale programmer.

Økonomien i Københavns Havn og Malmø i selskabet Copenhagen Malmø Port var god i 2017. Ikke mindst på grund af krydstogtskibene, der udgør en pæn del af omsætningen og stod for den egentlige stigning med 849.000 passagerer, en stigning på 16 procent.

Det fremgik af generalforsamlingen forleden. En rekordstor fremgang, som var til at få øje på, mens godsvolumen endte på omtrent samme niveau som sidste år. Den samlede omsætning steg fra 812 millioner svenske kroner til 839 millioner svenske kroner. Driftsresultatet blev forbedret med 35 millioner svenske kroner. og endte på 78 millioner svenske kroner.

Hvor stor en del af stigningen, såvel i omsætning som i driftsresultatet, der kommer hjem via krydstogterne offentligøres ikke.  Men det er en ganske betragtelig del.

”Vi ser en stærk udvikling for krydstogter, skibene bliver større, og antallet af anløb stiger. Flere af skibene bytter passagerer hos os. Det styrker tydeligt København som førende krydstogtdestination i Nordeuropa. Det bliver cementeret af de flotte karakterer, vi får fra vore kunder, ” sagde administrerende direktør Barbara Scheel Agersnap på generalforsamlingen.

Helt naturligt ligger København og Malmø suverænt på førstepladsen med krydstogtpassagerer i danske havne. Og vil fortsat gøre det. Kun en meget lille del vælger Malmø, når der ikke er plads i København. Men det er godt naboskab alligevel.

Cruise Copenhagen Network dækker på trods af navnet hele Danmark og har udarbejdet en liste over antallet af passagerer i de enkelte havne med større og mindre skibe.

Top 7 i Danmark
En top syv i 2017 ser således ud:
1. København-Malmø 875.000 passagerer, 2. Aarhus 101.303, 3. Skagen 68.526, 4. Aalborg 30.034, 5. Rønne 21.313, 6. Kalundborg 11.538 og 7. Fredericia 7.457.

Herefter kommer Helsingør, med 3.707 blandt andet store QE2, der  ligger for anker ud for Kronborg, da Helsingør ikke har en kaj af tilstrækkelig længde. Derefter følger Hundested med 3.446, som et godt eksempel, hvor en hel by står bag velkomsten.

Formentlig er provinsens havne betydeligt billigere at gæste end København, og det i sig selv vil formentligt sprede trafikken yderligere i de kommende år.


Krydstogtrekord i Skagen

Af Henrik Baumgarten – 3. maj 2018 – kilde: www.standby.dk 

8 danske byer udenfor København har i år over 250.000 krydstogtpassagerer. I dag har Skagen årets første krydstogtskib. I alt får byen 69.000 krydstogtgæster – 27.000 flere end sidste år.

Årets første krydstogtskib i Skagen er Brilliance of the Seas fra det amerikanske rederi Royal Caribbean med 2.500 gæster.

Samlet får Skagen i år 43 anløb af krydstogtskibe med op mod 69.000 gæster i krydstogtsæsonen, der varer til 30. september. Det er 27.000 flere end sidste år – og mere end dobbelt så mange som i 2016.

Ifølge samarbejdsorganisationen Cruise Skagen er de fem største grupper af krydstogtpassagerer i Skagen fra Storbritannien, 34 procent, USA, 20, Tyskland, 5,5, Canada, 4,4 og Australien med 3,7 procent. Dermed udgør disse fem nationaliteter næsten tre ud af fire krydstogtpassagerer i Skagen.

”Nordjylland og i særdeleshed Skagens brand har vundet indpas hos de kræsne krydstogtrederier. Vi er blevet skarpere på fortællingen om Skagen som autentisk kultur-hotspot, og samtidig er krydstogtfaciliteterne opgraderet, så vi nu spiller med om de allerstørste fisk,” siger administrerende direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg, tilføjer:

”Men markedet er stærkt konkurrencepræget, så når vi formår at vende udviklingen, skyldes det også et stort fokus på gæsteservice i turismekæden samt et formidabelt benarbejde af Cruise Skagen, der med Skagen Havn i spidsen er dygtig til at bejle til de internationale rederier.”

Turisthus Nord er en fusion af de tre turistforeninger for Skagen, Frederikshavn og Sæby. Turisterne omsætter årligt for to milliarder kroner i Skagen, Frederikshavn og Sæby – krydstogtpassagererne har et gennemsnitligt døgnforbrug på knap 500 kroner.

1,1 millioner krydstogtgæster i danske havne
Totalt får ni danske havne i år besøg af 1,1 millioner krydstogtgæster – heraf er de 875.000 i Københavns Havn. Samlet, oplyser Wonderful Copenhagen, bliver dette år det hidtil bedste for dansk krydstogtturisme. Ni danske krydstogthavne, udover København også Fredericia, Helsingør, Hundested Kalundborg, Rønne, Skagen, Aalborg og Aarhus, kommer i år op på samlet over 1,1 million krydstogtgæster, der totalt forventes at give en omsætning på cirka 1,5 milliarder kroner.

Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket CruiseCopenhagen, der samler branchen fra hele Danmark, er forankret, siger:

”I år får havnene uden for København næsten en kvart million krydstogtgæster, det er første gang nogensinde, at mere end hver femte krydstogtgæst i Danmark kommer til havne uden for hovedstaden.”


Verdens største krydstogtskib på første rejse

Af Henrik Baumgarten – 12. april 2018 – kilde: www.standby.dk 

Royal Caribbeans nyeste skib, Symphony of the Seas, er en sejlende by med plads til 6.680 passagerer og en besætning på over 2.200.

Verdens største krydstogtskib er netop afsejlet på sin første officielle passagersejlads med afgang fra Barcelona og derfra rundt i Middelhavet. Symphony of the Seas sejler gennem sommeren i Middelhavet med afgang fra Barcelona og besøger blandt andet Mallorca, Napoli og havnebyer der giver adgang til udflugter til for eksempel Firenze, Rom og Pisa.

Til efteråret rykker Symphony til dets officielle hjemmehavn, Miami, hvorfra det gennem vinteren sejler krydstogter i Caribien.

Listen over Symphony of the Seas fortræffeligheder og særlige egenskaber er længere end en stang til stangspring: det har angiveligt den hurtigste internetforbindelse på et passagerskib, flere kunstværker end Louvre-museet i Paris har malerier, det 365 meter lange skib har 22 restauranter, 24 svømmebassiner, 2.759 kabiner, nogle i to etager, og fuld belagt plads til 6.680 gæster – hertil kommer en besætning på over 2.200. Et af passager-områderne på Symphony er Central Park, opkaldt efter den berømte park i New York – den sejlende version har over 20.000 tropiske planter.

Rutsjetur fra 10 etager oppe
Blandt de mange andre attraktioner er verdens største sejlende vandland med for eksempel en rutsjetur fra ti etager oppe ned til poolen. Der bliver masser af underholdning i blandt andet det store Royal Theatre med udgaver af kendte Broadway-musicals.

Blandt de mange kahytter og suiter er også en med navnet “Ultimate Family Suite” – den er i to etager, og fra førstesalen kan børn og barnlige sjæle rutsje ned i stueetagen. Skibet har også to-etagers crown loft suiter med blandt andet en otte personers hot tub og en privat 3D biograf.

24 millioner årlige krydstogtpassagerer
Ifølge Cruise Lines International Association, CLIA, var der sidste år på verdensplan over 24 millioner krydstogtpassagerer – det største antal nogensinde; flodkrydstogter er ikke medregnet. På verdensplan, oplyser CLIA, er der er bestillinger på over 60 nye krydstogtskibe med kapacitet til 185.000 passagerer. Det danske krydstogtmarked er på cirka 36.000 bookinger om året.


Norwegian på vej med endnu et kæmpeskib

Af Henrik Baumgarten – 4. april 2018 – kilde: www.standby.dk 

Rederiets nyeste krydstogtskib, Norwegian Encore, får base i Miami og skal fra næste efterår sejle i Caribien. Lige nu bygges det på værftet i Tyskland.

Norwegian Cruise Line’s kommende krydstogtskib Norwegian Encore bliver det fjerde skib i rederiets Breakaway Plus-klasse. De tre andre hedder også Norwegian til fornavn og så ellers Bliss, der får debut i denne måned, samt Escape og Joy, sidstnævnte er nærmest specialbygget til det kinesiske marked.

Norwegian Encore bygges nu på Meyer Werft i Tyskland, hvorefter det næste efterår sejler til sin hjemhavn i Miami. Når det er klar til passagererne næste år bliver der til at begynde med sejladser på en uge ud af Miami.

Med sine næsten 168.000 bruttoregistertons bliver Encore et af verdens største krydstogtskibe – der kan være 4.000 passagerer ombord på det 324 meter lange skib. Besætningen bliver på 2.100 personer.

Norwegian har endnu ikke afsløret alle detaljerne om Encore, men det forventes at måske ligesom Bliss at få en racerbane, hvor passagererne i elektriske biler kan dyste mod hinanden, et kæmpe vandland, store underholdningsshows og masser af varierede restauranter. Det vides allerede nu, at Norwegian Encore får premiere på en nyskabelse, en restaurant med Texas- barbecue og levende musik.

Besøger de tidligere dansk-vestindiske øer
Allerede nu kan der bookes rejser med Encore til krydstogter fra efteråret 2019. Der bliver afgang hver søndag for et ugelangt krydstogt til destinationer i den østlige del af Caribien med besøg i blandt andet Puerto Rico og St. Thomas på De amerikanske Jomfruøer.

Efter planen afgår første krydstogt med Norwegian Encore 17. november næste år fra Miami og de ugelange krydstogter sejles frem til midten af april 2020.

Når Encore indgår i Norwegians flåde kommer rederiet op på at have 17 skibe.


København søsætter årets krydstogtsæson

Af Henrik Baumgarten – 2. april 2018 – kilde: www.standby.dk 

Norwegian Cruise Line vil bygge ny krydstogtterminal i sin hjemmehavn. Terminalen skal kunne håndtere skibe med op til 5.000 passagerer.

Totalt får ni danske havne i år besøg af 1,1 millioner krydstogtgæster. Alene i Københavns Havn kommer der i år 25.000 flere krydstogtpassagerer, og antallet af skibe stiger.

Københavns Havn forventer i år 337 anløb af krydstogtskibe – en stigning på 12 sammenlignet med sidste år, hvor 72 skibe fra 36 krydstogtrederier anløb havnen.

Af de 325 krydstogtanløb sidste år i Københavns Havn var de 55 store skibe med plads til over 4.000 passagerer – og i alt 153 af anløbene var såkaldte turnarounds, hvor skibene skifter passagerer. Det betyder typisk ekstra overnatninger på københavnske hoteller, hvor passagererne for eksempel ankommer en dag før krydstogtet begynder.

Årets sæson begyndte her i Påsken, hvor krydstogtskibet Astoria blev første gæst i Københavns Havn. I alt får havnen i år 875.000 krydstogtgæster – en fremgang på 25.000 i forhold til 2017. Og krydstogtsæsonen i Københavns Havn bliver i år på 215 dage – for tre år siden var den 173 dage.

Samlet, oplyser Wonderful Copenhagen, bliver dette år det hidtil bedste for dansk krydstogtturisme. Ni danske krydstogthavne, udover København også Fredericia, Helsingør, Hundested Kalundborg, Rønne, Skagen, Aalborg og Aarhus, kommer i år op på samlet over 1,1 million krydstogtgæster, der totalt forventes at give en omsætning på cirka 1,5 milliarder kroner.

Hver 5. krydstogtpassager besøger provinshavne
Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen, hvor netværket CruiseCopenhagen, der samler branchen fra hele Danmark, er forankret, siger, at i år runder Aarhus for første gang 100.000 krydstogtgæster.

”I år får havnene uden for København næsten en kvart million krydstogtgæster, det er første gang nogensinde, at mere end hver femte krydstogtgæst i Danmark kommer til havne uden for hovedstaden. Danmark har et stort potentiale for krydstogt, og det profilerer vi over for rederier og rejsebureauer verden over,” siger Claus Bødker. Netværket CruiseCopenhagen omfatter havne, turistorganisationer, attraktioner, hoteller, bureauer og transportfirmaer på tværs af landet. Det seneste år er der kommet 20 procent flere medlemmer, så netværket nu tæller 50 aktører.

I øvrigt skal Københavns Havn have en ny krydstogtterminal. Terminal 4 forventes klar i 2020 og får plads til de nogle af de største skibe med plads til 5.000 passagerer.


Krydstogtrederi får ny terminal i Miami

Af Henrik Baumgarten – 18. marts 2018 – kilde: www.standby.dk 

Norwegian Cruise Line vil bygge ny krydstogtterminal i sin hjemmehavn. Terminalen skal kunne håndtere skibe med op til 5.000 passagerer.

Den nye terminal skal opføres i PortMiami; Miami har været rederiets hjemmehavn siden det blev søsat i 1966. Prisen for den nye terminal oplyses ikke, men den kræver blandt andet en investering på 100 millioner dollars til den omkringliggende infrastruktur. Den skal betales af myndighederne i området Dade County, der blandt andet huser PortMiami, skriver avisen Orlando Sentinel.

Kommer tilladelserne på plads, så begyndes opførelsen af den nye terminal allerede til maj. Den skal efter planen være klar i slutningen af næste år samtidig med at skibet Norwegian Encore, det nyeste og sidste i Breakaway Plus-klassen for første gang kommer til Miami, hvorfra det blandt andet skal sejle krydstoger i Caribien.

Betjener 450 destinationer verden over
”Den nye terminal vil være seneste skridt i vores fortsatte udvikling for at styrke vores tilstedeværelse i en række strategiske havne verden over,” siger Frank Del Rio, koncernchef for Norwegian Cruise Line, der også omfatter krydstogtrederierne Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises.

Den nye terminal i Miami bliver på over 15.000 kvadratmeter og skal kunne håndtere krydstogtskibe med plads til op mod 5.000 passagerer. Terminalen får en masse ny teknik og metoder, der skal hjælpe til med hurtigere og mere effektivt at kunne få passagerer ombord og af igen når skibene returnerer til havnen. Ligeledes får terminalen også står fokus på sikkerhedskontrol, herunder af passagerernes bagage.

I alt har de tre varemærker i Norwegian Cruise Line foreløbig 25 skibe med plads til over 50.000 passagerer. Rederiets skibe betjener 450 destinationer verden over.


Verdens største krydstogtskib bygges i Tyskland

Af Ejvind Olesen – 11. marts 2018 – kilde: www.standby.dk 

Hong Kong-selskab har bestilt nybygning til Global Class med plads til 9.500 passagerer, som skal sejle i Kina samt langs den amerikanske vestkyst og Australien.

Det måtte komme. Et krydstogtskib større end de hidtil største i Oasis Class hos Royal Caribbean, som har sit flagskib i Middelhavet, ”Symhony of The Seas”, med plads til 5.479 passagerer. Verdensrekorden har selskabets ”Oasis of The Seas” med en enkelt sejlads med 6.200 passagerer, hvoraf formentlig mange var børn.

Op til weekenden meddelte MV Werften i Tyskland, at man skal bygge hidtil største krydstogtskib, nogensinde i Tyskland, hvad passagerer angår. Og for den sags skyld i hele verden. Projektet startede i torsdags, og skibene kan rumme op til 9.500 passagerer.

Det er selskabet Genting Hong Kong, der har bestilt to nybygninger på 204.000 bruttotons (rummål, red.), og hvad det angår er Symphony større (bygget på fransk værft) på 227.000 bruttotons.

De tysk-kinesiske kæmpeskibe skal sejle som Dream Cruises om sommeren fra Shanghai og Tianjin, og resten af året i Australien og New Zealand samt langs den amerikanske vestkyst fra San Diego og op til Seattle. Primært med et kinesisk publikum.

Beregnet til kinesiske familier
Ingen lægger skjul på, at designet er for kinesiske familier. Det samme er gastronomi og underholdning – samt formentlig personalet.

Kabinerne er indrettet til kinesiske familier med plads til tre eller fire personer i samme kabine. Det kan blive lidt trangt, men det er kineserne vant til. Til gengæld er der to badeværelser. Der er redningsbåde til 9.500 passagerer, og hertil kommer flere tusinde ansatte.

Det er store forhold. Der bliver 28 personelevatorer om bord, og et ukendt antal robotter, som skal tage sig af alle de basale serviceopgaver. Om der også skal være plads til dem i redningsbådene i en krisesituation er vel ikke sandsynligt.

De to nybygninger bliver bygget på værfterne i Wismar og Rostock, og ikke færre end 600 firmaer tager del i leverancer og byggeri.

Starten i Finland
”Vi sætter alle vore kræfter og ekspertise ind i det byggeri, der er en fantastisk udfordring. Også for på den måde at blive kendt over hele verden, ” siger Jarmo Laakso, administrende direktør hos MV Werften. Det første skib leveres i 2020.

Det første megaskib kom i 1999, nemlig ”Voyager of The Seas” og blev bygget til Royal Caribbean i Åbo (Turku, red.) i Finland og vakte stor opmærksomhed, da den skulle under Storebæltsbroen for at komme til Florida. Voyager er på 137.280 bruttotons og har plads til 3.100 passagerer.


Nyt krydstogtskib får magisk tæppe

Af Henrik Baumgarten – 23. oktober 2017 kilde: www.standby.dk 

CRUISE: Celebrity Cruises kommende flagskib, Celebrity Edge til én milliard dollars, får i sommersæsonen 2019 også krydstogter i Middelhavet. Det har blandt andet nyskabelsen ’det magiske tæppe’.

Celebrity Cruises, der hører under Royal Caribbean Cruises, er i gang med at færdigbygge rederiets nyeste skib, Celebrity Edge. I alt får Celebrity Cruises i sommeren 2019 fem skibe i europæiske farvande, hvor de samlet har stop i 90 anløbshavne i 27 lande. To af skibene vil besøge Skandinavien. Det er Celebrity Reflection, der primært har Dublin som hjemmehavn, mens Celebrity Silhouette i sæsonen hører hjemme i Southampton.

Celebrity Edge, der er det første af fem skibe i denne klasse, skal i sommeren 2019 sejle to europæiske ruter. Der bliver syv-dages sejladser fra henholdsvis Barcelona og Civitavecchia, der bruges ved besøg til Rom. Edge vil komme til to for Celebrity nye destinationer, Nauplion (Nafplion) øst for Athen og den norditalienske Santa Margherita.

”Vi er stolte over at kunne tilbyde Celebrity Edge i Middelhavet i sommeren 2019. Skibet er selskabets nye storsatsning,” siger Ellen Stebekk, nordisk marketingschef for Celebrity Cruises.

Edge, der får plads til over 3.300 gæster og en besætning på mere end 1.300, har sin jomfrusejlads til december næste år. Med Edge etablerer rederiet en ny skibsklasse med banebrydende design og teknologi. Edge får ’magisk tæppe’

En af nyskabelserne på Edge bliver ’The Magic Carpet’ på længde med en tennisbane og med en bevægelig glasveranda mellem dæk 2 og dæk 16.

På dæk 16 bliver Magic Carpet specialrestaurant, på dæk 14 en forlængelse af poolområdet, på dæk 5 bliver der udendørs servering for op til 100 og på dæk 2 bliver Magic Carpet en ny platform for ilandstigning. Herfra vil tenderbåde bringe gæsterne i land ved havne, hvor skibet ikke kan gå til kaj.

24 mio. årlige krydstogtpassagerer

Ifølge Cruise Lines International Association, CLIA, var der sidste år på verdensplan over 24 mio. krydstogtpassager – det største antal nogensinde; flodkrydstogter er ikke medregnet.

På verdensplan, oplyser CLIA, er der bestillinger på over 60 nye krydstogtskibe med kapacitet til 185.000 passagerer. Det danske krydstogtmarked er på ca. 36.000 bookinger om året.


Krydstogtskib med 6.000 stykker bagage kræver plads

Skrevet af Ejvind Olesen - 20. oktober 2017 Kilde: www.standby.dk 

CRUISE: Det samme gør de 15.000 passagerer på store krydstogtdage i Københavns Havn. – Derfor er det nu vedtaget at bygge den fjerde terminal ved Oceankajen i Ydre Nordhavn.

Nysgerrige torsk og rødspætter ser ud til at få forlænget livet i Københavns Nordhavn ved endnu et byggeri på Oceankajen i 2020. Havnens bestyrelse har nemlig vedtaget at bygge terminal fire, som forventes at kunne står klar om ca. tre år.

Det vil betyde plads til færre lystfiskere, flere fisk og flere krydstogtgæster på en 400 meter strækningen af Oceankajen. Fisk har normalt ikke noget mod krydstogtskibe.

Tilbage resterer blot den endelige miljøgodkendelse, og selv om enkelte naboer i land har ytret bekymring over forstyrrelse i udsigten, forventes det ikke at skabe problemer for alvor.

Hvad koster det, Arnt Møller Pedersen, COO for krydstogter?

”Det har vi endnu ikke de endelige beregninger på, men kajanlægget er forlænget. Derfor bliver det ikke som med de tre første til ca. 700 mio. kr. Hvis vi vil være med i den stadig stigende efterspørgsel og større skibe, som kommer til København i løbet af sæsonen, er det nødvendigt med yderligere en terminalbygning i Københavns Havn. Skibene bliver stadig større, men vel nogenlunde samme længde (350 meter), er det så nødvendigt med fire terminaler.

”Ja, og der kommer flere af de store. Ved Oceankajen skifter næsten alle passagerer. De færreste tænker over, at et skib med ca. 4.000 passagerer ofte har ca. 6.000 stk. bagage med.

Derfor har vi i år måtte tage to terminaler i brug, når Norwegian Getaway en gang om ugen kommer forbi. Den har haft helt op til 4.800 passagerer om bord på en bestemt afgang.”

Vi mangler taxaer

Er det gået effektivt nok i sommer med så mange passagerer, og ikke mindst med bagagen, som ikke selv kan finde vej?

”Ja, det synes jeg. Men vi har manglet taxaer. Det kan gå, når skibene kommer ind ved sekstiden om morgenen, men derefter spidser det til, og vi har da haft perioder, hvor folk har måttet vente op til tre kvarter.

Det er ikke så heldigt, da nogen skal videre til lufthavnen og nå deres fly. Først ved 9-tiden kan vi sige, der igen er et normalt flow på en travl hverdag med op til 15.000 passagerer”.

4.000 sæsonjobs

Hvis man vil være en stor og populær krydstogtby, skal man vel også kunne handle så mange passagerer og deres bagage?

”Ja, naturligvis. Det er også derfor, der nu er grønt lys for at skabe en moderne terminal. Og så skal man huske på, at vi i alt har haft ca. 850.000 personer som byens gæster på krydstogt.

Vore beregninger viser, at krydstogtbranchen skaber omkring 4.000 sæsonjobs i København og bidrager med 1,3 mia. kroner til regionens økonomi. Og det bedste af det hele: Det bliver endnu bedre næste år.”


Norwegian Cruise Line – nu med racerbane

Skrevet af Flemming Juul - 15. aug 2017 - kilde: www.takeoff.dk

En racerbane til eldrevne biler er blandt nyhederne, der bekræftes af Norwegian Cruise Line til rederiets nye skib Norwegian Bliss.

Den 300 meter lange bane i to niveauer giver kørerne mulighed for at køre med hastigheder op til 50 km/t. Og passagererne får lejlighed til at køre om kap med hinanden på begynder-, mellem- og avanceret niveau og kan på hver omgang få adgang til ’turbo boost’. Bilerne er elektriske og så stilfærdige, at de ikke generer andre passagerer.

Ved en præsentation i Las Vegas nævntes også, at skibet, der kan rumme 4.000passagerer, vil få en laser tag bane i fri luft, et vandland med ruchebaner i flere niveauer.

I sin første sommersæson sejler Norwegian Bliss uge-togter på Alaska og i vintersæsonen uge-togter fra Miami til det østlige Caribien.


Over en million krydstogtgæster i 2017

Skrevet af Flemming Juul - 3. januar 2017 - kilde: www.takeoff.dk

De danske krydstogthavne kan se frem til et ekstra travlhed i 2017, hvor fem danske byer sætter rekord i antal krydstogtgæster.

Skagen, Aarhus, Aalborg, Fredericia og København kan gøre klar til at tage imod et rekordstort antal turister ad søvejen og for første gang nogensinde runder det samlede antal krydstogtgæster i Danmark en million fra de i alt 491 krydstogtskibe, der har meldt deres ankomster. Desuden ventes mindst 300.000 besætningsmedlemmer, som vil skabe liv og omsætning, viser en opgørelse fra Cruise Copenhagen Network.

I 2016, da der kom 866.000 krydstogtgæster til Danmark, var der en samfundsøkonomisk effekt på ca. 1,35 milliarder kroner. Omregnet til beskæftigelse svarer det til, at krydstogterne skabte job til næsten 1.900 danskere.

I København bliver der i år sat rekord med 850.000 krydstogtturister. Det er en fremgang på 110.000 i forhold til sidste år. Samtidig viser en undersøgelse fra 2016, at 94% af de gæster, der var her kort tid, at København svarede til – eller oversteg deres forventninger. Hos de krydstogtgæster, der både startede og sluttede deres togt i København, var 97% meget tilfredse med besøget.

Havnene uden for hovedstaden runder for første gang 200.000 gæster i 2017. Bortset fra Hundested, der stadig er i startfasen som destination, er der fremgang for alle danske krydstogtdestinationer.

”Vores store styrke i Danmark er et stærkt samarbejde på tværs af brancher og på tværs af hele landet, som er unikt i den internationale krydstogtbranche. Det giver os international gennemslagskraft, når vi samarbejder om en målrettet indsats over for rederierne, der planlægger turene, og rejseagenterne, der sælger billetterne,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen.

De danske krydstogthavne, der er samlet i Cruise Copenhagen Network hos Wonderful Copenhagen, er: København, Aarhus, Aalborg, Helsingør, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Skagen og Rønne.


Fordobling af krydstogtskibe i Nordsjælland

Skrevet af Henrik Baumgarten - 12. december 2016 - kilde: www.standby.dk

Næste år får Helsingør og Hundested besøg af seks krydstogtskibe – dobbelt så mange som i år.

Anløbene er resultat af to års arbejde med deltagelse på krydstogtsmesser, møder med rederier i Europa og USA.

”Der går som regel op til fem år fra de første møder med rederierne, til vi får et anløb. Det er ingen hemmelighed, at det er en udfordring at få anløb til Helsingør, da de fleste rederier gerne vil lægge til kaj. Men der er heldigvis mange, der ser det unikke i Helsingør. Krydstogtturisterne sætter stor pris på let adgang til Kulturhavnen og at den gamle middelalderby og butikkerne er i nærheden. Men potentialet er langt større, hvis skibene kunne komme helt ind til kajen,” siger krydstogtansvarlig, Birgitte Bergman.

Passagererne skal sejles ind fra Reden, men det afholder ikke et af verdens største krydstogtskibe, Queen Mary, fra at komme tilbage i 2018. Queen Marys besøg er et af de tre krydstogtanløb, der allerede er planlagt til 2018.

Når krydstogtskibene lægger til i Helsingør tager ca. halvdelen af gæsterne på udflugter til Nordsjællands slotte eller besøger andre seværdigheder. Den anden halvdel bliver i byen.

”At vi nu for alvor kan kalde os en krydstogtsdestination gør, at det fremover bliver lettere at tiltrække nye rederier, turister og rejsebureauer til Helsingør. Det er meget positivt, da turisme er et område, som vi i kommunen arbejder på at udvikle. Derfor er det også vigtigt, at detailhandlen bakker op om besøgene, byens butikker holder åbent, og der bliver taget godt imod vores gæster. Deres førstehåndsindtryk af Helsingør betyder rigtig meget for, om turisterne kommer igen en anden gang, og om de anbefaler byen,” siger Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune.

Målt på passagerer er Cruise North Copenhagen nu den næststørste danske krydstogtdestination efter København. I 2016 havde Nordsjælland besøg af ca. 100.000 af Københavns 750.000 krydstogtpassagerer som tog på udflugt til Nordsjælland under deres ophold.

VisitNordsjælland driver sekretariatet for Cruise North Copenhagen, et samarbejde mellem havnene i Helsingør og Hundested. Formålet med samarbejdet er at få flere anløb samt flere krydstogtgæster fra København.

 

Krydstogtturisme er milliardforretning for Danmark

Skrevet af Flemming Juul - 5. december 2016 - kilde: www.takeoff.dk

En række havnebyer landet over får turistkroner i kassen, når de tager imod krydstogtskibe. I 2016 har Danmark haft besøg af 866.000 krydstogtgæster, som har en beregnet samfundsøkonomisk effekt på ca. 1,35 milliarder kroner.

Når det omregnes til beskæftigelse, skaber krydstogtturismen job til næsten 1.900 danskere – heraf 70% inden for hotel- og detailhandel. Det fremgår af en ny undersøgelse, hvor udbyttet af krydstogtturismen i de ni havne i Danmark, der tager imod krydstogtskibe, beregnes, og hvor forbrug og tilfredshed i København kortlægges.

København er landets største destination for krydstogter og det er her, hovedparten af gæsterne går i land. I 2016 er 740.000 krydstogtgæster gået i land i København.

”Fremgangen er vigtig for København, fordi den skaber vækst og arbejdspladser og giver mulighed for at vise vores by frem for et købestærkt internationalt publikum. Og så er jeg glad for, at København trækker internationale krydstogtskibe til Danmark, som også skaber omsætning og jobs i resten af landets krydstogthavne,” siger Frank Jensen, Københavns overborgmester.

Det er Cruise Copenhagen Network, der samler aktørerne fra de ni danske krydstogtdestinationer, som har fået lavet undersøgelsen af konsulenthuset G.P. Wild/BREA, der beregner effekt af krydstogter verden over.

”Nu har vi for første gang et samlet tal på, hvad krydstogtturismen bidrager med på landsplan. Samtidig har vi målt tilfredsheden hos krydstogtgæsterne i København, hvor størstedelen af gæsterne går i land. Og med den meget store tilfredshed er der basis for at udvikle krydstogtforretningen og samtidig sandsynlighed for, at mange kommer igen som turister på et senere tidspunkt. Det samme gælder besætningsmedlemmerne, hvor 60% svarer, at de er meget interesseret at besøge København som privatpersoner,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen.

Ifølge undersøgelsen tilbringer 90% gennemsnitligt over 2,5 dage her før eller efter turen – heraf 12% uden for hovedstaden. For de øvrige krydstogtgæster, der kun er her en enkelt dag, er det for de fleste første gang, de er i København. Ud over gæsterne kommer der også et stort antal besætningsmedlemmer. I 2016 er der kommet ca. 289.000 besætningsmedlemmer til de danske krydstogthavne.

Hvad synes krydstogtgæsterne så om deres besøg? Blandt dem, der kun er her kort tid, svarer 94%, at besøget i København svarede til – eller oversteg – deres forventninger. Tilfredsheden er endnu større hos dem, der både starter og slutter krydstogtet her, hvor hele 97% var meget tilfredse med besøget.

De danske krydstogthavne, der er samlet i Cruise Copenhagen Network hos Wonderful Copenhagen, er København, Aarhus, Aalborg, Helsingør, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Skagen og Rønne.

 

Møde mellem verdens største krydstogtskibe

Skrevet af Henrik Baumgarten - 7. november 2016 - kilde: www.standby.dk

Verdens tre største krydstogtskibe, alle fra Royal Caribbean Cruise Lines, mødtes forleden ud for Floridas kyst.

Krydstogtskibene Oasis of the Seas, Allure of the Seas og det nyeste, Harmony of the Seas, mødtes alle for første – og sikkert – sidste gang ud for kysten i Florida. Sammenkomsten skyldtes, at Royal Caribbean Internationals Oasis-class skibet Harmony of the Seas får sin nye hjemmehavn i Port Everglades i Florida. Alle tre fartøjer har Central Park i New York som samlingspunkt.

Oasis of the Seas blev søsat i 2009, Allure of the Seas, året efter. Hvert af de tre skibe har plads til op mod 7.000.

 

Rekordmange krydstogtgæster i København

Skrevet af Flemming Juul - 24. juni 2016 - kilde: www.standby.dk

Aldrig før har København taget i mod så mange krydstogtgæster på én dag, som når hovedstaden sætter rekord i morgen, lørdag. Her vil 30.000 besøgende – 24.000 passagerer og 6.000 besætningsmedlemmer – skabe travlhed.

Det er næsten dobbelt så mange som på en almindelig lørdag i sommersæsonen. Så der er lagt op til ekstra travlhed for Copenhagen Malmö Port, når gæsterne enten skal i land eller ombord.

”Det bliver en usædvanlig travl dag i havnen med syv skibe på samme dag, hvoraf det største ’Regal Princess’ alene har 4.400 gæster og 1.350 besætningsmedlemmer. Med i alt 30.000 gæster på henholdsvis Langelinie og Oceankaj i Nordhavnen bliver der rigtig stor aktivitet. Alene håndteringen af de 24.000 kufferter er en logistisk opgave,” siger Arnt Møller Pedersen, COO Cruise & Ferries, Copenhagen Malmö Port.

Seks af de syv skibe starter deres tur rundt i Østersøen her, så alle passagererne flyver til København for at gå ombord.

København er den destination i Østersø-regionen, hvor flest skibe starter og slutter deres krydstogt. Det giver ekstra overnatninger på byens hoteller, mere tid for gæsterne til at bruge penge som turister i byen og ekstra passagerer i Københavns Lufthavn.

”Sidste år brugte krydstogtgæsterne over 700 millioner kroner i København og samtidig brugte rederierne rigtig mange penge i havnen, så byen i alt fik en omsætning i krydstogtbranchen på ca. 1,2 milliarder kroner.

Ud over omsætningen betød de mange krydstogtgæster, at der sidste år blev skabt job til over 1.500 borgere. Den positive effekt vil blive endnu større i år, da vi forventer at få 60.000 flere gæster end sidste år,” siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen.

Sidste år havde København besøg af ca. 680.000 krydstogtgæster. I år forventes 740.000. Foreløbige tal for næste år tyder på ny rekord med 850.000 gæster.

 

Shanghai er Asiens hurtigst voksende krydstogthavn

Skrevet af Katharina Kimie Andersen - 30. maj 2016 - kilde: www.standby.dk

TURISME: Flere havne i Asien vokser hastigt i antallet af krydstogtsgæster, Shanghai har taget føringen med over halvanden million gæster årligt.

Det er populært at tage på krydstogt i Asien og Stillehavsområdet, og flere havne forventer flere gæster.

Shanghai har med sine tre krydstogtterminaler den største vækst i antallet af krydstogtsgæster med over halvanden million i 2015. En vækst på 60 pct. fra året før, skriver 2016-2017 Cruise Industry News Annual Report.

Til sammenligning havde København i 2015 i alt 680.000 krydstogtgæster, Stockholm 530.000 og Oslo 198.000.

Shanghai er Asiens hurtigst voksende krydstogthavn, og den har med sin øgede trafik sat sig solidt på verdens top 10 liste over havne med mest trafik.

Det tredjestørste krydstogtselskab i verden, Princess Cruises, oplyser, at man udvider i Kina i 2017 bl.a. ved at indsætte krydstogtskibet Majestic Prinses.

Skibet er skræddersyet til det kinesiske marked med plads til 3.560 gæster og hjemhavn i netop Shanghai.

 

100.000 flere krydstogtpassagerer til Danmark

Skrevet af Henrik Baumgarten - 11. maj 2016 - kilde: www.standby.dk

CRUISE: 2016 bliver et godt dansk krydstogtsår. Der forventes 100.000 flere krydstogtturister i forhold til sidste år – og 2017 kan blive det bedste år nogensinde med 850.000 krydstogtsgæster.

Antallet af krydstogtpassagerer i Danmark synes at stige med ca. 100.000 om året. Krydstogtturismen giver en årlig omsætning på 1,3 milliarder kr. i Danmark.

Krydstogtnetværket Cruise Copenhagen Network, der har ni danske krydstogtdestinationer og foreløbig 53 medlemmer, havde forleden generalforsamling i København.

Generalforsamlingen kunne glæde sig over, at 2016 bliver et godt krydstogtsår, hvor Danmark kan se frem til 100.000 flere krydstogtturister i forhold til sidste år, heraf 60.000 i København.

Derudover viser forventningen til 2017, at næste år bliver det bedste krydstogtsår nogensinde, hvor der forventes 850.000 krydstogtgæster i København, 110.000 flere end i år, oplyser Wonderful Copenhagen.

I år forudser Københavns Havn vækst på ni pct. til 740.000 krydstogtgæster. I alt forventes 304 anløb af 67 skibe fra 35 rederier. Tendensen for krydstogtanløb i København er, at skibene bliver stadig større. De største med kapacitet op til 4.000 gæster.

Cruise Copenhagen Network har tidligere direktør i SAS og i dag adm. direktør for Mols-Linien, Søren Jespersen, som formand.

Lidt under halvdelen af årets anløb i Københavns Havn er turnarounds, hvor skibene skifter passagerer. De er særligt lukrative, fordi de skaber større omsætning hos hoteller, flyselskaber, handlende, restauranter og andre virksomheder i turist- og oplevelsesbranchen.

Allerede nu ved Københavns Havn, at 2017 vil slå tidligere rekorder. Med de aftaler, der er i hus, forventes 850.000 krydstogtgæster til København næste år. Det vil slå den hidtidige rekord fra 2012 på 840.000.

I år forventes 15 anløb med de helt store skibe – med kapacitet op til 4.000 gæster. Dem kommer der 55 af næste år.

Det gennemgående tema på generalforsamlingen i Cruise Copenhagen Network var, skriver Wonderful Copenhagen, at Kina er på vej til at overtage Tysklands plads som næststørst efter USA.

Signe Jungersted, udviklingschef i Wonderful Copenhagen, som står bag det fællesnordiske Kina-projekt Chinavia, illustrerede potentialet i kinesiske turister med tal fra FNs turismeorganisation, UNWTO, der viser, at det årlige antal udrejsende kinesere har passeret 100 mio. I år 2020 vil det runde en kvart milliard.

På baggrund af Chinavias markedsundersøgelser af kinesiske rejsende i København fra 2012 og 2014 udfordrede Signe Jungersted forestillingen om, at kinesere altid rejser i grupper. I 2012 svarede 18 pct. af de adspurgte kinesere, at de rejste individuelt. To år senere i en identisk undersøgelse var andelen af individuelt rejsende steget til 44 pct.

 

Michelin-stjerner skal give flere krydstogtgæster

Skrevet af Henrik Baumgarten - 8. marts 2016 - kilde: www.standby.dk

TURISME: Tre restauranter i Aarhus har hver én Michelin-stjerne. Det skal være med til at tiltrække flere krydstogtgæster – dem får Aarhus 70.000 af i år.

På få år er antallet af krydstogtgæster i Aarhus femdoblet. Nu tager Aarhus på charmetur hos amerikanske krydstogtrederier med en salgstale, der bl.a. omtaler byens tre restauranter med hver én Michelin-stjerne – Restaurant Frederikshøj, Restaurant Gastromé og Restaurant Substans.

I 2010 havde Aarhus 6.325 krydstogtgæster – i år forventes over 70.000. Forud ligger en massiv markedsføringsindsats.

”Det har været et langt sejt træk at nå de resultater. Vi har brugt flere år på at opbygge god relation til de store rederier, og den indsats bærer nu frugt. Sidste år havde vi 11 krydstogtanløb, i år har vi 28, svarende til over 70.000 gæster. I 2017 forventer vi flere,” siger Nicolai Krøyer, kundechef i Aarhus Havn.

Sammen med Peer H. Kristensen, direktør i VisitAarhus, rejser han i dag til Miami for at udbygge relationen til de store amerikanske rederier.

”Når vi sidder over for amerikanske krydstogtrederier og skal markedsføre Aarhus, batter Michelin-stjerner. Vi kan fortælle rederierne, at Aarhus er en fantastisk by, men Michelin-stjernerne er et meget anerkendt trumfkort,” siger Peer H. Kristensen.

Sidste år havde Aarhus knap 30.000 krydstogtgæster – VisitAarhus håber at tredoble det tal næste år.

 

Norwegian får krydstogtskib til det kinesiske marked

Skrevet af Henrik Baumgarten - 2. marts 2016 - kilde: www.standby.dk

CRUISE: Krydstogtskibet Norwegian Joy er særdesignet til det kinesiske marked, et af verdens hurtigst voksende markeder.

Norwegian Cruise Line (NCL) har navngivet det nye krydstogtskib, der som det første er bygget til det kinesiske marked.

Navnet Norwegian Joy betyder på kinesisk “paradis på havet.” Skibet har plads til 3.900 gæster og det får premiere næste sommer.“

For at understøtte NCL’s ekspansion i Kina har rederiet åbnet salgskontorer i Beijing og Shanghai. Samlet har NCL 14 krydstogtskibe og har hovedkvarter i Miami.

 

Atter kæmpe rejsemesse i Herning

Skrevet af Henrik Baumgarten - 29. februar 2016 - kilde: www.standby.dk

TURISME: Messecenter Herning var i weekenden igen ramme om Skandinaviens største rejsemesse, Ferie for Alle. I år med 61.885 besøgende – en nedgang på 970 i forhold til sidste år. Alle 14 haller i MCH var igen i brug.

Ferie for Alle er MCHs største årlige publikumsmagnet – men at besøgstallet igen faldt i år, stor-bekymrer ikke messens ansvarlige, projektchef Anders Ladefoged Mortensen, der efter messen lukkede søndag, sagde til standby.dk: ”Jeg vil ikke kalde nedgangen på 970 færre besøgende i forhold til sidste år bekymrende, men vi må forholde os til den.”

”Man kan dele elefanten i småbidder. Vi har fem tema-områder – Camping, Charter- og europæiske rejsemål, Danmark, Golf og Oversøiske Rejser.

Tilbagegangen svarer til små 200 færre besøgende i hvert temaområde i de tre dage – eller under 70 færre i hvert område hver af dagene. Der var i hvert fald ikke mangel på besøgende i de to haller med udlandsrejser – men som vi foreløbigt ser det, kom nedgangen navnlig i Golf-området.”

Anders Ladefoged Mortensen tilføjer: ”Jeg talte i weekenden med mange udstillere. Apollo, Bravo Tours og Spies solgte mange rejser – det samme gjorde krydstogtselskaber. I år var nye turistkontorer på Ferie for Alle, Litauen, Slovakiet og Montenegro – de kommer igen næste år.”

Ferie for Alle i 2017 holdes 24.-26. februar, hvor Camping afløser USA som årets partner.

 

Krydstogttrafik i København sætter nye rekorder

Skrevet af Henrik Baumgarten - 19. februar 2016 - kilde: www.standby.dk

CRUISE: I 2016 forventer Københavns Havn en vækst på ni pct. i antal krydstogtgæster til København, og i slutningen af juni sættes rekord for antal gæster på en dag. Næste år vil slå alle rekorder med 850.000 krydstogtgæster.

Krydstogttrafikken har de seneste 10 år udviklet sig positivt for København. I år forventes 740.000 gæster.

Lidt under halvdelen af årets anløb er de såkaldte turn-arounds, hvor skibene skifter passagerer. De er særligt lukrative, fordi de skaber større omsætning hos hoteller, flyselskaber, handlende, restauranter og andre virksomheder i turist- og oplevelsesbranchen.

”Fremtidsudsigterne for krydstogtindustrien er lovende med stigende efterspørgsel og flere og større skibe på vej fra værfterne. Vi forventer en fortsat vækst i antallet af gæster og skibe i København, siger krydstogtchef Arnt Møller Pedersen fra Copenhagen Malmö Port (CMP), ansvarlig for afvikling af krydstogttrafikken i København.

Allerede nu kan CMP konstatere, at 2017 kommer til at slå alle tidligere rekorder. Krydstogtrederierne planlægger nemlig i god tid, og med de aftaler, der er i hus på nuværende tidspunkt, forventes 850.000 krydstogtgæster til København næste år. Det vil slå den hidtidige rekord fra 2012 med 840.000.

2016-sæsonen begynder 28. april, og i løbet af året er planlagt 304 anløb af 67 forskellige skibe fra 35 forskellige rederier. Til juni vil der blive sat rekord for antal krydstogtgæster på en enkelt dag, idet der forventes syv skibe med 24.000 gæster og 7.000 besætningsmedlemmer på samme dag.

Tendensen for krydstogtanløb i København er, at skibene bliver stadig større. De største med kapacitet op til 4.000 gæster.

Det estimeres, at krydstogtindustrien skaber godt 4.000 jobs (primært sæsonstillinger) og bidrager med samlet omsætning i hovedstadsregionens økonomi på 1,3 milliarder kr. De over 100.000 ekstra passagerer, der forventes i 2017, vil generere meromsætning i turistbranchen på op til 225 mio. kr.

I år forventes 15 anløb med de helt store skibe – dem kommer der 55 af næste år, oplyser Københavns Havn. Ved et enkelt stort krydstogtskib med 4.000 gæster håndteres 12.000 kufferter, 15 lastbiler med proviant, 35-40 turbusser, 1.500 taxa- eller limousineture samt en del gæster med bus, tog og metro.

2016-sæsonen starter 28. april og slutter 13. oktober – bortset fra tre juleanløb i december.

De fleste krydstogtgæster kommer fra Tyskland (27%) fulgt af USA/Canada (26%) og England (14%) Danmark er på en 10 plads (2%).

 

Endnu flere krydstogter til København

Skrevet af Ejvind Olesen - 9. februar 2016 - kilde: www.standby.dk

CRUISE: Det tyske Aida rederi har besluttet at lægge endnu 11 anløb op til København til sommer på to og fire dages ture fra Kiel. – Nu 299 skibe på årets program.

København og Danmark er et populært rejsemål som sjældent før for et tysk og et internationalt publikum. Op til weekenden meddelte havnens største kunde, Aida rederiet fra Tyskland, at man har besluttet at sende endnu 11 anløb med Aida Aura til København i sommer.

”Det vil sige, at vi i år når op på 299 anløb med forventet 732.000 gæster. Sidste år havde vi 283 anløb og 677.500 gæster,” siger direktør Arnt Møller Pedersen, ansvarlig for krydstogter i København og Malmø, til standby.dk.

”Det betyder også noget, der ligner otte mio. kr. i meromsætning til erhvervslivet i København,” fortsætter han.

Aida Aura kan medtage 1.500 passagerer og har 390 besætningsmedlemmer og hører som sådan til de mindre af nutidens krydstogtskibe, men sammenlagt kommer Aida op på 42 anløb i København til sommer og udgør 14 procent af de totale anløb.

Det er tilsyneladende meningen at markedsføre nogle af turene fra Kiel som sviptur til København, mens andre skal gå via København til Gøteborg og Oslo på fire dage.

 

Otte nye krydstogtskibe på vej i 2016

Skrevet af Ejvind Olesen - 23. december 2015 - kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Året blev ret fattigt på nye krydstogtskibe, men næste år venter flere spændende nybygninger. For første gang i seks år kommer Holland-America med nyt skib, og et andet nyt bliver verdens største.

Læg lige to meter mere til verdens pt. største krydstogtskibe Oasis og Allure fra Royal Caribbean, og man har nybygningen til juni næste år Harmony of the Seas, som i fremtiden kan bære betegnelsen verdens største krydstogtskib.

227.000 bruttotons og 364 meter lang mod de to øvriges 220.000 bruttotons og 362 meter lang – og 16 dæk høj.

Men verdens næststørste krydstogtrederi har allerede en nybygning klar i april, nemlig Ovation of the Seas. Det er heller ingen lilleput men har plads til 4.180 passagerer.

Holland-America Line har kørt lav profil med nybygninger, men nu sker der noget. Koningsdam kommer i april, som den første nybygning siden 2010 og får plads til 2.650 passagerer. Det ligger ikke til rederiet med de helt store skibe.

Carnival Vista kommer i maj og er rederiets første nye skibe siden 2012. Det kan tage 3.954 passagerer.

Viking Sea kommer i april, som det andet skib til krydstogtrederiet på det åbne hav. Dog kun til 950 passagerer. Ikke mange skibe bygges i den størrelse i dag.

Sidst, men ikke mindst, kommer de mere eksklusive skibe med nybygninger, nemlig Seven Seas Explorer i juli. Seabourn Encore dukker op i december med plads til 600 passagerer. Det er det hidtil største skib i den kategori fra Seabourn rederiet i den meget eksklusive klasse.

Alt i alt otte nybygninger i det kommende år i denne hastigt voksende ferieindustri.

 

Flere krydstogtpassagerer til København næste år

Skrevet af Ejvind Olesen - 8. december 2015 - Kilde www.standby.dk  

CRUISE: Københavns Havn venter over 700.000 passagerer næste år, selv om antallet af skibe kun går marginalt frem. Til gengæld er der nu næsten halvdelen, som skifter passagerer og giver ekstra omsætning til byen København.

Krydstogtskibene bliver større og større. Også dem, der kommer til danske havne. Derfor forventer Københavns Havn en pæn fremgang næste år. Samtidig er der en meget positiv udvikling i antallet af skibe, som skifter passagerer. Det er meget positivt for danske hoteller og turisme generelt.

”Som det ser ud her i årets sidste måned er anmeldt 286 skibe mod 283 i år,” siger direktør Arnt Møller Pedersen, Københavns Havn.

”Det er jo ikke nogen enorm stigning, men til gengæld regner vi med, at de kommer med 710.000 passagerer mod 677.000 i år. Altså en fremgang på 33.000.

Endnu bedre er det, at vi næste kommer op på 138 skibe med turnaround ude ved terminalerne på Oceankaj. Det vil sige, at de skifter passagerer i København, hvilket betyder ekstra belægning til de københavnske hoteller og ekstra turistindtægter.

I fjor var der 125 og nu altså 13 skibe mere, så vi nærmer os halvdelen af alle anløb,” siger han.

”Det er en udvikling, vi er meget glade for. Krydstogtturister bliver et par dage ekstra eller kommer et par dage før afgangen fra København. Samtidig er det dem det største forbrug. Så det kan ikke være bedre, ” kommenterer formanden for Horesta, direktør Jens Zimmer Christensen til standby.dk.

Næste år starter sæsonen allerede 6. januar, når Queen Victoria lægger ud på jordomsejling fra Langeliniekajen.

Cruise - Boblende krydstogtoptimisme

Skrevet af Ejvind Olesen - 7. december 2015

Den internationale krydstogtorganisation venter bragende fremgang i 2016 med 24 millioner passagerer.

Cruise Line International Ass., der opgør årets resultater fra krydstogtrederier i hele verden og kommer med estimater for det kommende år, er allerede nu fyldt med optimisme for 2016. Det er svimlende tal, der er tale om.

Når man sammenlægger alle former for krydstogter, altså også flodkrydstogter, som vokser kraftigt, regner man med 24 mio. passagerer næste år. Det er 15 mio. mere end for 10 år siden i 2006.

Investorernes optimisme er også til at få øje på. 27 store og små nybygninger er på vej. Den største af dem alle, Harmony of The Seas, kommer til juni fra Royal Caribbean. Det bliver samtidig verdens største krydstogtskib. I alt er der nye skibe på vej for 46 mia. kr. næste år.

Beskæftigelsesmæssigt er det også ved at være noget af sværvægter med 939.000 ansatte på verdensplan.

 

Costa Cruises bestiller to kæmpeskibe

Skrevet af Flemming Juul - 29. juli 2015 - Kilde www.standby.dk

CRUISE: Costa Cruises har afgivet ordre på to naturgasdrevne krydstogtskibe, som hver får plads til 6.600 passagerer fordelt på 2.600 kabiner.

Skibene bygges af Meyer Skibsværft i Turku (Åbo) i Finland og skal leveres i 2019 og 2020. Ordren er led i en multi-milliard satsning med de to Meyer-værfter i Turku, Finland, og Papenburg i Tyskland, som også omfatter to nye skibe til Aida Cruises. Kontrakten er indgået mellem Costa Group, Carnival Corporation & plc, Meyer Werft, Meyer Turku og Fincantieri S.p.A. for ni nye skibe fra 2019 til 2022.

Neil Palomba, præsident for Costa Cruises: “De to nye Costa skibe sætter ny standard for branchen. De bliver de første krydstogtskibe drevet med naturgas og får talrige nye aktiviteter for passagererne. De er samtidig bevis på, at Costa vil fortsætte sin vækst”.

 

Krydstogtskibe skaber boom i Skagen 

Fiskeriet er i fremgang. Der kommer flere turister end nogensinde. En ny bunkerterminal åbner om få måneder. Butikker og restauranter melder om rekordomsætning.

Et gigantisk krydstogtskib er netop lagt til kaj i Skagen. Skibet troner med sine 12 deck og 293 meters længde frem i den ellers så fredelige og lille fiskerihavn.

Skibet kan ses fra det meste af byen og står i skarp kontrast til byens små gule fiskerhuse, der med røde tagsten putter sig i smalle gader.

Kæmpe turistbusser kører i pendulfart mellem skib og Skagen centrum med de 2.500 passagerer.

Læs hele artiklen her: http://www.business.dk/detailhandel/krydstogtskibe-skaber-boom-i-skagen 

 

Grønt lys for krydstogt mellem USA og Cuba

Skrevet af Ejvind Olesen - 8. juli 2015 Kilde: www.takeoff.dk  

CRUISE: Det forbedrede forhold mellem USA og Cuba fører nu til, at Carnival har fået lov som det første at sejle mellem Miami og Havanna. – Samtidig begynder MSC Cruise at sejle et større program mellem Cuba og caribiske øer.

I årtier har krydstogtselskaberne ventet på at måtte sejle fra USA til den største ø i Caribien i stedet for at sejle udenom på vej til en af de mange mindre øer. I går kom forløsningen med den amerikanske tilladelse til en start med et mindre skib fra Carnival næste år.

Krydstogtskibet Adonia får som det første tilladelse til at have amerikanske passagerer om bord på turen med plads til 700 om bord. Det er planen at lægge til i mindst tre havne i Cuba på et syv dages kryds.

Det kommer til at vare et par år, før der for alvor kan komme gang i krydstogttrafikken. Havne og infrastruktur i Cuba er slet ikke klar til det ryk, der forventes at komme, hvilket verdens næststørste krydstogtrederi, Royal Caribbean, også har erkendt.

De politiske aftaler mellem Cuba og USA er heller ikke endnu så afklarede, at der bliver tale om skibstrafik i større målestok på ruten mellem de to lande.

Anderledes ser det ud for europæiske MSC Cruise, som er endnu mere aktuel med MSC Opera, der får hjemmehavn i Havanna allerede fra december i år.

Herfra sejles til Jamaica, Cayman Island og Mexico – men ikke til USA. Da det er et europæisk rederi giver det ingen politiske forhindringer med en sådan ruteføring, som ikke berører en amerikansk havn.

 

Norwegian Cruise med nyt flagskib

Skrevet af Ejvind Olesen - 9. marts 2015 - Kilde: www,standby.dk  

CRUISE: Blandt de forholdsvis få nybygninger i år er den hidtil flotteste Norwegian Escape noget helt særligt. Den skal på jomfrusejlads til oktober.

Norwegian Cruise Line opgraderer sin flåde og præsenterer en spændende nybygning til oktober. Den skal sejle fast i Caribien til vinter. Den er et dæk højere end det hidtidige flagskib Norwegian Brakaway og får meget passende navnet Norwegian Escape og hører til Breakaway-Plus Class.

Der er plads til 4.200 passagerer og der er masser af udendørs pladser i restauranter og barer tilpasset klimaet i Caribien.

Der brydes også med systemet om, at alle er lige om bord. Der er 55 suiter med egen udendørs terrasse og private pools, sauna samt soldæk. Og kun med adgang for passagerer på denne klasse.

Trenden med flere, som gerne vil solo på cruise uden at skulle betale dobbelt, er gennemført med 82 alene-kabiner.

I modsætning til andre nybygninger er der ikke sparet på plads til kasinoet, som bliver det største i rederiets flåde af krydstogtskibe. I kasinoet er en kæmpe skyline-bar med underholdning.

Lige for en ordens skyld bygges skibet med de nye scrubbere, som er miljøkrævet for at rense dieselolien i visse farvande, bl.a. i Skandinavien.

 

Verdens største krydstogtskib er på vej

Skrevet af Ejvind Olesen - 6. marts 2015 Kilde: www.standby.dk  

Royal Caribbean Cruise Line fortsætter med at tro på en fremtid for de multistore skibe med en nybygning Harmony of the Seas, som allerede er så langt fremme, at den dukker op fra værftet i Frankrig til april næste år. 16 dæk og 227.000 bruttotons.

Verdens to største krydstogtskibe, Oasis og Allure, får deres overmand om godt et års tid. Da forventer Royal Caribbean, at Harmony of the Seas får sin jomfrusejlads.

Det er en kæmpe på 16 dæk og 227.000 bruttotons (rummål) – 17.000 mere end de to førstenævnte. Skibet færdiggøres for tiden på Saint Nazaire værftet i Frankrig.

Der er plads til 5.470 passagerer, hvilket er lidt færre end Oasis, som har den foreløbige rekord med 6.200 passagerer på en enkelt tur. Til gengæld er der brugt endnu mere plads på udendørs faciliteter og spektakulære tiltag på nogle af de 16 dæk.

De sidste opfindelser er en bar med robotbetjening og virtuelle balkonkahytter, som er en indvendige kahytter, hvor billedet fra skibet udendørs vises på kahyttens bagvæg.

Hvor kæmpen skal sejle vides endnu ikke. Men til sommer er Oasis i Caribien og Allure i Middelhavet.

 

Flest krydstogter til St. Petersborg

Skrevet af Henrik Baumgarten - 10. februar 2015 - Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Sankt Petersborg, København, Tallinn, Helsinki og Stockholm var sidste år de havne i Østersø-regionen med flest krydstogtanløb. I alt var der over 2.000 besøg af 77 krydstogtskibe i regionen.

Sidste år var 2.252 besøg af krydstogtskibe i Østersøhavne, sejlet af 77 krydstogtskibe fra 37 rederier.

Det viser tal fra miljøovervågningsagenturet Helcom, der har kortlagt krydstogttrafikken i Østersøen.

Sankt Petersborg, København, Tallinn, Helsinki og Stockholm havde 67 pct. af det samlede antal anløb til i alt 31 havne i regionen – halvdelen af de 31 havne havde 11 anløb eller mindre.

Sankt Petersborg havde i 2014 – fra april til oktober – 390 krydstogtanløb. København var næstmest besøgte havn med 311 anløb. Rønne var den næstmest besøgte krydstogthavn i Danmark med 18 krydstogtanløb sidste år.

Hele Helcoms rapport kan ses via link fra hjemmesiden: maritimedanmark.dk

 

22 destinationer på samme MSC Cruise

Af: Flemming Juul Dato: 23/01/2015 12:42 Kilde: www.takeoff.dk  

MSC Cruises nye krydstogtkoncept, MSC Grand Tours, er en kombination af to eller flere krydstogter i Middelhavet.

Det giver mulighed for at udforske op til 22 nye destinationer på en og samme rejse med op til  fire ugers afslapning, eventyr, nye steder og kulturer.

Krydstogterne kan kombineres som 14, 21 eller 28 nætter i både det østlige og vestlige Middelhav. Rejsen inkluderer eventuel bustransfer mellem skibene, bagageopbevaring, op til tre udvalgte udflugter samt prioriteret check-in og vaskeservice med rabat.

”Det er en enestående mulighed for at udforske flere af Middelhavets perler på en nem måde ved eksempelvis at kombinere to krydstogter i det østlige og vestlige Middelhav”, siger Claes Tamm, adm. direktør for MSC Cruises i Skandinavien.

28 nætter, 22 forskellige destinationer, østlige og vestlige Middelhav: Krydstogt 1, MSC Magnifica: Venedig – Bari – Katakolon – Izmir – Istanbul – Dubrovnik – Venedig. Krydstogt 2, MSC Musica: Venedig – Bari – Katakolon – Santorini – Piræus – Korfu – Kotor – Venedig. Bustransfer fra Venedig til Genova med prioriteret check-in på næste skib. Krydstogt 3, MSC Fantasia: Genova – Napoli – Messina – Valletta – La Goulette – Barcelona – Marseille – Genova. Bustransfer fra Venedig til La Spezia med prioriteret check-in på MSC Preziosa. Krydstogt 4, MSC Divina: La Spezia – Cannes – Palma de Mallorca – Barcelona – Napoli – Civitavecchia

 

Krydstogter i Caribien storsælger

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 12/12/2014 12:51 Kilde: www.takeoff.dk

MSC Cruises vintersalg er steget med 82% i forhold til sidste års salgsrekord, og stadig flere danskere vælger et drømmekrydstogt i den kolde del af året.

”Interessen for krydstogt i vinter er enorm – frem for alt i Caribien, takket være gode flyforbindelser til Miami, og vores nyeste skib på destinationen”, siger Claes Tamm, adm. direktør for MSC Cruises i Skandinavien.

Også De Kanariske Øer topper vinterens salg, og en stor del af bestillingerne gælder jul og nytår, hvor bestillingerne er steget med 157% i alt for alle krydstogter på det danske marked.

Helligdagene fejres ombord med jule- og nytårsshow og specialkomponerede menuer til frokost og middag. Julemanden deler gaver ud til alle børn, og der arrangeres lege, hygge og madlavningsarrangementer

 

Krydstogtrederier slap med skrækken

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 12/12/2014 7:01 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Der bliver alligevel ikke ændret på mulighederne for besøg i Rusland uden visa, når man er på krydstogt på kort besøg. For flodcruise og passagerer, som selv vil opleve landet, kan det blive besværligt.

Krydstogtsbranchen kan ånde lettet op. Siden begyndelsen af december, da man publicerede de nye visumregler for danskere (og briter) som et pilotprojekt, har der været tvivl om der også ville komme andre regler for de kortvarige besøg fra de mange krydstogter i sommerens løb.

I går lykkedes det standby.dk at få et klart svar fra det russiske visumkontor på ambassaden i København. ”Nej, den gamle ordning fortsætter som hidtil,” svarede den kvindelige konsulent.

I modsat fald ville det have været ødelæggende for de mange krydstogter fra København. Og for russisk økonomi i St. Petersborg. Nu kan passagerer fortsat nøjes med at bestille en udflugt fra skibet uden at skulle have visum.

Rederierne var allerede ved at gå i alarmberedskab, og det specifikke ved visa ordningen er, at det kun er Storbritannien og Danmark i vort område, der er omfattet af det biometriske system. Således ikke Sverige, Norge og Finland, som angiveligt kommer til senere, når prøveperioden er overstået.

Helt let for krydstogtbranchen fra Danmark bliver det nu ikke, når man tænker på flodcruise på russiske floder. Her skal man bruge visum, og i følge informationerne, skal man vente med at søge visa til man har et ”invitation letter”. Det kan være bevis på, at man har reserveret og købt et krydstogt.

Derefter skal man personligt henvende sig på ambassaden i København. Henvendelsen kan tidligst ske tre måneder før afrejsen. Det er til gengæld meget sent, hvis man vil sikre sig et af de populære flodcruise i højsæsonen. Ofte er der udsolgt på det tidspunkt.

Hvad gør man så? Svaret blæser indtil videre i vinden.

 

Nu vil Branson også til søs

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 05/12/2014 6:33 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Sir Richard Bransons Virgin Group laver nu med støtte fra en kapitalfond rederiet Virgin Cruises, der i første omgang skal have to krydstogtskibe.

Virgin Cruises får base i Miami-Fort Lauderdale. Rederiet skal have designet og bygget to krydstogtskibe, oplyste det nye rederi i går. Virgin Group oplyste dog ikke, hvor det forventer at lægge fra kaj eller hvor mange passagerer, skibene skal have plads til – med henvisning til ”konkurrenceårsager.”

Virgin Cruises siger, at man vil konkurrere med krydstogtindustriens to største spillere, Carnival og Royal Caribbean Cruises. Direktør for Virgin Cruises bliver Tom McAlpin. Han var senest koncernchef for krydstogtkonceptet The World, Residences at Sea, ligesom han har været præsident for Disney Cruise Line.

22 mio. passagerer har i år på verdensplan taget et krydstogt. 

 

Royal Caribbean tynder ud i de ældste skibe

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 02/12/2014 6:40 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Krydstogtskibene ændrede fuldstændig form og indhold, da vi i 1988 første gang sejlede ud med det, der dengang var verdens største krydstogtskib, Sovereign of The Seas, med glaselevatorer, rigtigt teater, spisesal i to etager og et dæk udelukkende med balkoner. – Nu skippes Monarch som det sidste fra RCCL`s flåde.

Vi var presserepræsentanter fra hele verden, da Royal Caribbean i 1988 på en tre dages tur fra Miami præsenterede verdens største og mest moderne krydstogtskib, Sovereign of The Seas.

Det var lidt af en sensation med 2.300 pladser, glaselevatorer, flot to etagers spisesal, super moderne teater og et dæk udelukkende med balkon kahytter. Alt sammen nyt i krydstogtskibenes verden. Hos RCCL som afløser for det tidligere flagskib Song of America.

Nu er den æra ved at være forbi. Sovereign er for længst solgt. Søsterskibet Monarch blev i fjor ekspederet videre til Pullmantur, som nu også ejes af Royal Caribbean, og står for lavpriskrydstogter.

For nylig meddelte rederiet, at den sidste af de tre søstre, Majesty of the Seas, som også er velkendt af mange danske krydstogtpassagerer, siger farvel i 2016 og glider ligeledes over til Pullmantur. Den vil også de sidste år sejle de korte tre dages ture til Bahamas og Coco Cay fra Miami.

Fremtiden tilhører måske nu de skibe, der er dobbelt så store. Det afgør efterspørgslen. Svaret har vi endnu til gode. Men der er sket meget på 25 år.

 

Krydstogtskib med familie-og singlekahytter

Skrevet af: Ejvind Olesen dato: 01/12/2014 kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Holland-America vil på et nyt skib blive indrettet efter større efterspørgsel på familiekahytter, og passagerer som rejser alene.

Når Holland-Americas nybygning, Koningsdam, kommer fra det italienske værft med plads til 2.650 passagerer, har man indrettet det efter et stigende behov for familiekahytter med plads til fire-fem personer. Ligeledes for singler, som er trætte af at skulle betale dobbeltpris for at være alene.

Koningsdam vil få 32 særligt designede familiekahytter (60-70 kvadratmeter) beregnet på fire eller fem personer, bl.a. med to badeværelser. Det er første gang i rederiets flåde af krydstogtskibe. Det samme gælder for singlerne. Skibet får også 12 kahytter (ca. 40 kvadratmeter) til singler, spredt over forskellige dæk. Det spændende bliver prisen i forhold til en halv plads i dobbeltkahyt.

”Vi vil være bedre til at servicere familierne i stedet for bare at byde på dobbeltkahytter. Vi bygger ind i fremtiden. Derfor er 912 kahytter ud af 1.331 også med balkon,” siger vicepræsident Richard Meadows fra HAL

 

Carnival Cruises modtager fire nye skibe

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 07/11/2014 12:54 Kilde: www.takeoff.dk  

Carnival Corporation har oplyst, at man vil øge krydstogtflådens kapacitet med 10% fra 2014 til 2016. Det sker til en vis grad med fire nye skibe til hver sit af Carnival-koncernens brands.

Netop nu døber Carnival Corporation to nye skibe på blot tre dage, når Princess og Costa cruises holder officiel søsætning af Regal Princess og Costa Diadema.

I 2015 vil koncernens P&O Cruises UK og AIDA hver præsentere nye skibe, hvilket sikrer Carnival fire nye skibe inden oktober næste år.

Sammenlagt har koncernen udvidet sin krydstogtflåde med 30 nye skibe siden 2007, mens yderligere syv er undervejs og skal leveres mellem 2015 og 2017. Hertil kommer så en lang række opgraderinger og nyindretninger af eksisterende skibe. Alene i 2015 skal 17 skibe fra seks brands opgraderes. Det gælder to tidligere skibe fra Holland America Line, der er overflyttet til P&O Cruises Australia og står til søs i november 2015.

Til marts vil P&O Cruises UK introducere Britannia, som er det største skib, der er bygget til det britiske krydstogtmarked. I efteråret modtager tyske AIDA sit nyee flagskib AIDAprima, som bliver et af de mest teknologisk avancerede krydstogtskibe i verden.

 

Med Lego på krydstogt

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 31/10/2014 6:39 kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Italienske MSC Cruises og Lego går sammen om at skabe legeområder med Lego på et af MSC’s skibe, Armonia. Senere kommer der også Lego legerum på to af rederiets kommende skibe.

Lego-legerummet kommer i første omgang på MSC Armonia, der i øjeblikket er på værft for at blive forlænget. Ligeledes kommer der også Lego-legerum i to nye skibe, som MSC modtager i 2017.

Lego-konceptet kommer ind under MSC Cruises’ “Kids Clubs”, der henvender sig til forskellige aldersgrupper – fra de under tre-årige og helt op til de 17-årige.

Der kommer to Lego-legestuer, hhv. The Mini Club og Junior Club.

 

Over èn mio. på krydstogtskibe i København

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 22/09/2014 6:18 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Krydstogtsæsonen synger på sidste vers, og det tyder på, at antallet om bord på skibene i København i år vil runde over èn mio. passagerer og besætningsmedlemmer. På en enkelt dag var der alene 17.400 passagerer ved den ny Oceankaj.

Alt tyder på, at det bliver en super sæson for krydstogterhvervet i København med over 780.000 passagerer og 230.000 besætningsmedlemmer, når sæson om kort tid er forbi. Samtidig har det været en flot markering af investeringen med åbningen af Oceankaj og tre nye terminaler.

Der er naturligvis større turistmæssig værdi i passagerer end i folk, der er på arbejde. Men rigtig mange ansatte på skibene benytter en fridag og opholdet i København til en tur til centrum.

Antallet af anløbne skibe er en færre end sidste år (324), men til gengæld er flere af skibene større. Det ligger i hele krydstogternes udvikling i år og de kommende år.

En enkelt dag var der rigtig travlt ved Oceankaj, nemlig 30. august med tre af de helt store skibe, Royal Princess, Costa Luminosa og MSC Poesia, som kom ind med 8.700 passagerer – og gik ud med lige så mange nye.

Europarekorden, hvad antal krydstogtpassagerer angår, blev sat i forrige weekend i Barcelona med 58.000 bl.a. takket være verdens største Oasis of the Seas fra Royal Caribbean, som kom ind med 5.400 passagerer om bord (skibets rekord er 6.200 ved en særlig tur med mange børn om bord).  Oasis skal på en kort tur inden værftsophold i Tyskland og tilbage til Florida.

 

København årets krydstogthavn i Europa

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 22/09/2014 6:37 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: I hård konkurrence med Istanbul og Tallinn blev Københavns Havn kåret i Barcelona med baggrund i fremragende service og bedre faciliteter med tre nye terminaler. – Også rederierne giver flotte karakterer, og det virker ikke som trafikale problemer har trukket fra.

København har gennem tiderne fået mange priser, større og mindre, men denne gang blev det til den fornemme ”Cruise Port of the Year”, valgt på krydstogtmessen i Barcelona af et panel på 12 eksperter og centralt placerede krydstogt-chefer.

De tre nye terminaler, den ny Oceania kaj, fremragende service af personalet og god infrastruktur i en meget spændende krydstogtby. Det var en stolt krydstogtdirektør fra Københavns Havn, Arnt Møller Pedersen, som modtog hyldesten i teatret i Barcelona, hvor 2.000 delegerede var samlet.

”Et kæmpe cadeau til os og vore mange samarbejdspartneres store arbejde med at udvikle København, som den førende destination i Baltikum og Nordeuropa,” siger Arnt Møller Pedersen til standby.dk og indrømmer, at han havde frygtet, at prisen var gået til Istanbul på grund af den store fokus på Middelhavet.

”Jeg er pavestolt på personalets vegne. Vi høster samtidig resultatet af vore store investeringer i at forbedre forhold for rederier og passagerer med en ny kaj og tre nye terminaler. 2014 sæsonen, som snart er forbi, er vi kommet flot igennem. Selv kritikken af trafikforholdene i begyndelsen, ser ud til at være glemt af vore kunder.

Et af de største rederier i år hos os fortalte mig i Barcelona, at det ser ud til, at København også har fået klar topkarakter hos deres mange tusinde passagerer, som bliver bedt om deres syn på årets krydstogtby.”

I dag er der lagkage i kantinen til alle ansatte.

 

Fortsat flere danskere på krydstogt

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 27/06/2014 6:27 Kilde: www.standby.dk   

CRUISE: Men det er små tal sammenlignet med det øvrige feriemarked, og vi lander på en tolvte plads med salget i Europa lige foran Finland.

Antallet af danskere på krydstogt vokser støt, men er fortsat en lille del af det samlede europæiske marked og små tal i forhold til de mange tusinder, som sejler ud fra danske havne i løbet af sæsonen.

Den europæiske CLIA, Cruise Line International Association, har udsendt sin beretning om krydstogter i Europa og resten af verden. Her prøver man igen at vise fordelingen i Norden af solgte krydstogter, men billedet sløres en del – især i Norge – af, at Hurtigruten regnes med. Hurtigruten er vel for danskere et krydstogt, men for mange nordmænd er transportmiddel mellem bygderne.

Derfor ligger det norske tal betydeligt højere end de tilsvarende danske og svenske. På førstepladsen i Europa (Kontinentet) er der imidlertid ingen tvivl om, at Storbritannien med Irland fører, tæt fulgt af tyskerne, som i den grad har fået smag på at holde ferie til søs.

UK, Tyskland, Italien og Frankrig sidder tilsammen på 83 procent af det europæiske marked. Danmark må nøjes med 0,6 procent.

I Norden er fordelingen, som den har været i flere år. Norge 141.000 (fordeling mellem Hurtigrute og krydstogtskibene kendes ikke i oversigten). 2. Sverige 85.000, 3. Danmark 38.000 og 4. Finland med 24.000 passagerer.

Siden 2008 er det europæiske marked vokset med 43 procent. På verdensmarkedet sejlede 21,3 mio. på krydstogt et eller andet sted i verden. Heraf var halvdelen fra USA. For nogle år siden var det 80 procent.

 

Festdag i Københavns Havn

Skrevet af: Ejvind Olesen Posted dato: 02/05/2014 kilde: www.standby.dk  

CRUISE: I dag åbner den ny Oceankaj med tre nye krydstogtterminaler og fører København endnu længere frem blandt de bedste krydstogthavne i Europa. Dronningen indvier og både minister og overborgmester vil understrege, hvor meget den form for turisme betyder for byen og Danmark.

Passagerer om bord på Legend of the Seas fra Royal Caribbean bliver de første til at tage de nye terminaler i brug, når skibet, som det eneste i dag, lægger til kl. 0700 ved Oceankaj med godt 2.000 passagerer.

Senere, nærmere bestemt ved 14-tiden, vil Dronningen forestå indvielsen, og både transportminister Magnus Heunicke og overborgmester Frank Jensen tolke krydstogtturismens velsignelse.

Det har de også god grund til, når de ser på fremtidens anløb og Københavns succes. Selv om både politiske uroligheder og nye miljøbestemmelser med hårde krav til skibenes brændstof, kan slå skår i glæden. Foreløbigt tegner det til en stor sæson.

Bus rute 26 kører hele vejen ud til Oceankajen, fordi det er fredag. Når de store skibe kommer for alvor i næste weekend, holder rute 26 fri. Og der er jo ingen, der har sagt, at man absolut skal køre, når der er passagerer!

 

Krydstogtpriser drysser ned over København

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 24/03/2014 www.standby.dk  

CRUISE: Det er næsten ved at blive en vane hvert år på den store messe i Miami. I år blev det til tre priser, som Nordeuropas bedste, valgt af branchen i Cruise Inside.

”Vi er glade, skal naturligvis have dem op på vores praletavle, selv om vi har en del i forvejen,” kommenterer chefen for passagertrafikken i Københavns Havn, direktør Arnt Møller Pedersen.

I år gjaldt de tre priser noget fundamentalt for en krydstogthavn, nemlig bedste turnaround  (skifte passagerer), bedste udflugtsby og bedste krydstogthavn – vel at mærke i Nordeuropa.

Det harmonerer helt med de karakterer, som passagerer på de mange skibe udfylder efter hvert krydstogt. Her er Københavns score også i top, selv om der ind imellem er kritik af offentlige transportmidler fra Nordhavn og mange ændringer på en byrundtur på grund af opgravninger. Anløb til Langelinie-kajen er den mest populære, fordi det er i gå afstand til centrum.

Men nu kommer 2. maj de helt nye faciliteter i Nordhavn. En nyskabelse, der vil give genlyd overalt i verden i krydstogtbranchen.

”Jeg synes, der var pæn interesse på fagmessen i Miami for både os og andre danske havne, selv om vi i år får færre anløb end i fjor, men det ser ud til at rette sig allerede til næste år,” siger Arnt Møller Pedersen.

Det afgørende er antallet af passagerer mere end antal skibe, som bliver større og større. I år ventes ca. 320 anløb. I fjor var det 370 med 820.000 passagerer, hvoraf cirka halvdelen startede eller sluttede krydstogtet i København. Den slags gæster tragter enhver krydstogtby efter.

Hvor højt tallet kommer op i år, kan man af gode grunde først sige noget om, når sæsonen er ved at være forbi. Og undervejs krydse fingre for, at urolighederne i Rusland og Ukraine ikke skaber problemer for krydstogter i Baltikum til Estland og Skt. Petersborg.

 

Super krydstogtskib til Fredericia

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 19/03/2014 9:47 www.standby.dk  

CRUISE: For første gang lægger Celebrity Cruise vejen omkring Fredericia hele tre gange næste forår, og det kan blive et gennembrud for den jyske havn med krydstogtskibe efter blot et enkelt anløb i år.

Royal Caribbeans bedste kvalitet af store krydstogtskibe er klassen af Celebrity skibe, som det seneste par år har fået rigtig mange danske passagerer. Det er skibe som hvert år har stop i København, men ikke hidtil har været optaget af at besøge andre danske havne.

Det kommer nu. I går meddelte rederiet, at i næste års program indgår Celebrity Silhouette med tre anløb på vej fra eller til Amsterdam fra Skandinavien eller Baltikum til Fredericia.

Skibet er på 122.400 bruttotons og har plads til 2.800 passagerer. Et eksklusivt skib, som ligger i den jyske havn fra tidlig morgen til først på aftenen. Videre på ruten er der to døgns ophold i København.

Og hvorfor har man så valgt Fredericia? Det svarer key account manager i Danmark Klaus Töth på: ”Fredericia har i flere år gennem et godt netværk på den store messe i Miami, som netop har fundet sted, forstået at skabe interesse for havnen og området. Udflugterne på en dag i Fredericia spiller naturligvis en stor rolle for et internationalt publikum.

Her er tre hitter, som rederiet tror på. En time til Odense og H. C. Andersen. En time til Den gamle By i Århus samt Sønderjylland og selvfølgelig også Legoland,” siger han. – Er der noget de kender i USA både voksne og børn, så er det Lego.

Fredericia har et enkelt anløb til sommer af Legend of The Seas fra Royal Caribbean.

 

Venedig må ikke forbyde krydstogtskibe

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 20/03/2014 6:38 www.standby.dk  

CRUISE: En begrænsning af, hvor mange krydstogtskibe, der må anløbe Venedig, er netop ophævet af en domstol – trods vedtagelse af den italienske regering.

Siden januar i år har den italienske regering reduceret antallet af krydstogtskibe på over 40.000 tons, der kan anløbe Venedig – frygten er, at skibene skader den synkende by. Planen var også at forbyde krydstogtskibe på op mod 96.000 tons helt at anløbe Venedig fra november i år.

Men nu har en lokal domstol i Veneto-regionen, der også omfatter Venedig, afvist loven med den begrundelse, at det ikke er bevist, at krydstogtskibene skader Venedig.

Ophævelsen af loven gælder frem til juni. Herefter skal sagen undersøges på ny.

Venedigs borgmester ønsker, at krydstogtskibe skal gå til kaj i Porto Marghera tæt på Venedig.

 

Rekordmange europæere på krydstogt

Af: Flemming Juul Dato: 18/03/2014 12:59 Kilde www.takeoff.dk  

Pierfrancesco Vago, formand for Cruise Lines International Association Europe, fortalte på den 30. årlige Cruise Shipping Miami konference, at 6.357.000 europæere var på krydstogt i 2013.

Det er det højeste passagertal nogensinde og 4% flere end i 2012 og en fordobling af det europæiske krydstogtmarked på blot otte år.

Trenden er stærk vækst over den seneste femårige periode med gennemsnitligt 7,1% om året og trenden gælder for alle europæiske markeder med Italien humpende bagefter med en vækst på 4%.

Omkring 80% af auropæerne foretrækker at krydse i Europa, hvor Middelhavet er den største attraktion med over 3,5 millioner europæiske passagerer.

Pierfrancesco Vago: “De stærke tal på det europæiske krydstogtmarked viser en solid trend for en branche, som allerede beskæftiger 327.000 og skaber en omsætning på 37,9 milliarder Euro årligt.

 

Dronningen indvier ny krydstogtkaj

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 14/03/2014 Kilde: www.standby  

CRUISE: 2. maj åbner Dronning Margrethe den nye krydstogtkaj og terminalbygninger i Københavns Nordhavn.

”Terminalbygningerne minder i princippet om, hvad der sker i lufthavnene. De skal bruges til at håndtere bagage og security-tjek. Terminalen skal især bruges til turnaround-skibe, som indleder eller slutter krydstogtet her. Langelinie skal fortsat bruges til skibe, som kun anløber en enkelt dag.”

Det siger Michael Soetmann, udviklings- og salgsdirektør i byudviklingsselskabet By & Havn, til Berlingske.

Kajen er 1,1 kilometer lang, to af de tre terminalbygninger er færdige, den sidste er klar i slutningen af maj.

Københavns Havn har ca. 400 årlige anløb af krydstogtskibe – skibene bliver stadig større og har flere passagerer ombord.

 

Royal Caribbean Cruise Line vil til Sortehavet

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 06/03/2014 6:41 | kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Ikke det allerbedste tidspunkt, at Royal Caribbean lancerer krydstogter for første gang, blandt andet til den olympiske by Sochi.Krydstogt-Rhapsody-Norge.jpg

Krydstogtselskaberne er gået i tænkeboks for, om de tør gennemføre sommerens krydstogter i Sortehavet på grund af den spændte situation i Ukraine. Netop nu glæder det dem, at der er så lang tid til de første sejladser skal starte fra Istanbul.

Til gengæld meddeler Royal Caribbean nu, at rederiet for første gang flytter et skib til Sortehavet, nemlig Rhapsody of the Seas fra Alaska til det noget varme klima i Sortehavet.

Rhapsody skal i juni 2015 sejle den første tur fra Istanbul til Sochi over blandt andet Odessa og Sevastapol (meget aktuel by i Ukraine).

Radiance of the Seas ryger til gengæld til Alaska sammen med Jewel of the Seas, velkendt af et dansk publikum. Udgangshavnen bliver canadiske Vancouver.

 

Celebrity cruises får ny luksusklasse

Af: Flemming Juul Dato: 24/02/2014 12:47 | Kilde: www.takeoff.dk   Krydstogtrederiet lancerer ‘Suite Class’ fra april 2015 og etablerer noget af det mest luksuriøse inden for cruises.

Kræsne gæster vil snart kunne opleve Celebrity Cruises nye luksusklasse ’Suite Class’, som indføres i løbet af april 2015. Suite Class – kunder får fordele som personlig butler, en restaurant kun for Suite-gæster, VIP-lounge og gratis drikkevarer. Klassen er designet til at give en luksusoplevelse og vil sætte nye standarder. Den nye Suite Class vil bl.a. omfatte en privat restaurant eksklusivt for Suite Class gæster. Den vil være tilgængelig morgen, middag og aften og hvert måltid vil få unikke menuer, som ikke er tilgængelige andre steder ombord. Der vil være specialdesignede menuer inspireret af skibets destinationer. Alt fra lokalt fanget fisk til frisk pasta. Og fra skibets vinkælder kan vælges mellem 450 vine.

All Inclusive fordelene omfatter premium drikkevarer, servering på tværs af alle specialitetsrestauranter, ubegrænset adgang til internet og privat bar med vand, sodavand og øl gratis for gæster i Royal, Penthouse eller Reflection suiter. En privat VIP-lounge vil være tilgængelig for gæster i Signatur, Royal, Penthouse og Reflection suiter og gæsterne vil få prioriteret indtjekning og ombordstigning.

Butlerservice står til rådighed fra udpakning af gæsternes baggage til bestilling af de bedste oplevelser på land. Suite Class butleren vil være tilgængelig 24 timer i døgnet for personlig service.

Rejsende, som vælger Suite Class, får luksuriøse kahytter og faciliteter. Der kan de nyde rummelige suiter med balkoner. Gæsterne kan også nyde faciliteter, som Bulgari badeværelser, morgenkåber, højkvalitets sengetøj og en ’pudemenu’.

 

Royal Caribbean øger fra København næste år

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 13/02/2014 6:51 | Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Selv om det fortsat er MSC og Costa, der har flest afgange fra København næste sommer, øger Royal Caribbean fra fem til ni afgange og sætter nyere skib ind.

Det er ikke imponerende, hvad det formentlig største krydstogtrederi for danske passagerer byder sit publikum i år med kun fem afgange fra Danmark.  Oven i købet inden det bliver rigtig sommer i maj og begyndelsen af juni, hvor Legend of The Seas sejler fem afgange fra Københavns Havn.

Til gengæld rettes der noget op i 2015. Det fremgår af programmet, som blev offentliggjort i går. Her kommer det lidt større og mere moderne Serenade of the Seas til ca. 2.500 passagerer til København. Igen i maj og juni, derefter en tur til Stockholm og tilbage til København i august og september. Der bliver i alt ni afgange til Baltikum, op til de norske fjorde og en enkelt helt op til Nordkap.

Såvel i fjor som i år har både MSC og Costa haft flere afgange fra København end Royal Caribbean. Det samme har Princes Cruise Line.

Priserne er endnu ikke offentliggjort, men det sker i nær fremtid samtidig med, at salget åbner.

 

Det gule Kort får det røde kort

Skrevet af: Ejvind Olesen Posted dato: 22/01/2014 kilde: www.standby.dk  

FORSIKRING: I morgen skal lovforslaget om bortfald af danskernes sygeforsikring i udlandet med Det gule Kort gennem Folketinget i tredje behandling. Dermed bliver det ’rødt og bortvisning’. Sker som et led i Finanslovens sparekatalog bistået af både rød og blå blok.

Der er ingen tvivl om resultatet, når lovforslaget om annullering af danskernes sygeforsikring i udlandet på statens regning, ryger gennem Folketinget for sidste gang i morgen. Kun synes det at være spørgsmålet om det bliver fra august eller først ved årsskiftet.

Statens skal (vil) spare 60 mio. kr., og danskernes må nøjes med det blå EU-kort, som ikke har nær den samme dækning og følger landenes egne borgere til læger og hospitaler. Og her er der i masser af tilfælde delvis egenbetaling.

Bedst ser det ud til at være i Norden (en nordisk ordning) og i lande som Storbritannien og Grækenland, hvor det hele er gratis i det offentlige system.

Det er almindelig ventet, at forsikringsselskaberne vil strikke en afløser sammen. Enten et kort som bare dækker det hele – og lidt til. Eller et kort som supplerer det blå, som man hidtil har haft et supplement til det gule.

Ingen har dog endnu meldt ud, hvilke tilbud de vil give danskerne.

 

Flere vil på vinter-cruise

Af: Flemming Juul Dato: 19/11/2013 12:31 Kilde: http://www.standby.dk

Hos MSC Cruises er antallet af bookinger steget med 31% i forhold til sidste vinter. Caribien og De kanariske Øer topper salget.

”Det faktum, at det meste er inkluderet i prisen, tiltrækker de prisbevidste familier, der ønsker at have fuldt overblik over ferietegnebogen”, siger Åsa Elmcrona, marketing manager hos MSC Cruises.

Den positive salgskurve gør, at MSC Cruises tilføjer to nye krydstogter til De kanariske Øer og relancerer Emiraterne og Oman i vinterprogrammet.

De mest populære krydstogter går til Caribien og De kanariske Øer. Tendensen vestpå er klar og MSC Cruises indsætter et større fartøj i Caribien, hvor det for første gang bliver hele sommeren.

Over jul og nytår, er interessen for krydstogter størst. Hidtil i år har MSC Cruises booket 24% flere passagerer end på samme tid sidste år.

En klar tendens i år er, at flere bestiller pakker med både fly, transfer og krydstogt. Flere vælger også at bestille  drikkevarepakker og udflugter i forvejen.


 

Færre krydstogtskibe til København næste år

Skrevet af: Ejvind Olesen Posted date: 01/11/2013 6:48 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Netop nu ligner det op mod 30 færre anløb, dels fordi et enkelt selskab er krakket, dels fordi store Carnival alligevel ikke lykkedes med krydstogter til vort område.

Fremtiden tegner sig ikke helt så lyserød, som før for danske krydstogthavne. Primært København. Dels er der nogle alvorlige EU-restriktioner for brug af dieselolie på vej, som i 2015 bliver et krav med et filter påmonteret skibene. Dels er der enkelte, som opgiver København allerede næste år.

Carnival Cruise Line fra verdens største krydstogtrederi var væk sidste år, men forsøgte igen i år at få gang i krydstogter for et amerikansk publikum til Baltikum, men forsøget faldt åbenbart ikke heldigt ud. Nu har rederiet meddelt, at man næste år placerer de seks til otte anløb andre steder.

Et andet selskabet er krakket, og det nye rederi har ikke til hensigt at fortsætte til København ned et halvt snes anløb.

I år kommer man op på – når julecruise er overstået – 348 anløb og ca. 800.000 passager til København. Det endelig tal kender man først ved årets udgang.

Der har været 83 anløb til andre danske havne med Rønne på Bornholm som den største med 37 anløb.

Især flere mindre rederier ventes at blive ramt af de stærkere miljøkrav om en finere og dyrere form for dieselolie og krav om påmonterede filtre. EU har dikteret af miljøhensyn bl.a. i Den engelske Kanal, Nordsøen og Baltikum. Det forventes at ramme en del af de mindre danske krydstogthavne. Især i 2015. 


 

Hurtigruten åbner Antarktis-sæson

Af: Flemming Juul Dato: 30/10/2013 12:48 Kilde: www.takeoff.dk  

Explorer-rejserne går ind i Antarktis-sæsonen i november med nye udflugter – hvor passagererne på MS Fram kommer endnu tættere på den imponerende natur.

Det kan f.eks. være ved kajakroning gennem den stille isverden, hiking på snesko over de hvide sletter eller overnatning under Antarktis åbne himmel.

En tur i kajak giver et helt nyt perspektiv; fra vandoverfladen virker islandskabet mere monumentalt. En af de smukkeste oplevelser under kajakroningen er stilheden: man hører kun plask fra pagajen og isen, der knager.

De åbne snelandskaber møder deltagerne på ‘Snesko på Antarktis’. Snesko gør, at man ikke synker ned i sneen, så man kan vandre på sneen og opleve et langt større område.

På udflugten ‘En Amundsen-nat’ overnatter deltagerne udstyret med Polar camping- og outdoor-udstyr. Programmet er udvidet og tilbydes nu også på Falklandsøerne.

Turene bookes ombord og afhænger af vejrforhold og ruter.


 

Royal Caribbean udvider populære skibe

Skrevet af: Ejvind Olesen Posted dato: 29/10/2013 6:35 Kilde: www. standby.dk  

CRUISE: Det hele begyndte med Voyager of The Seas i 1999, som blev gennembruddet med megaskibe med rigtig isbane om bord. Nu bliver de bare endnu større.

Da Voyager of The Seas i 1999 blev bygget på det finske værft i Åbo og samme år, og som det første af de store mega krydstogtskibe sejlede under Storebæltsbroen til en præsentation i New York, var det en sensation i branchen. Som et kuriosum kan nævnes, at den norske kaptajn og hans besætning op gennem Storebælt fik røde pølser fra lodsen på Langeland.

I går kunne præsident Adam Goldstein fra RCCL fortælle, at nu er skibene med plads til 3.200 passagerer blevet for små, og de vil alle i løbet af de kommende år få bygget yderligere 75 kabiner til.

”Det sker fordi et helt nyt marked har åbnet sig for krydstogter”, sagde Goldstein. ”Da vi vovede det store spring med det, der dengang var verdens største, troede vi kun, der var et marked fra Florida. Nu har vi to store, som sejler i Fjerne Østen, hvor behovet vokser fra dag til dag. Det er en stor succes for os at være i Fjerne Østen,” fortsatte han.


 

Nyt transatlantisk cruisekoncept

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 26/09/2013 6:43 Kilde:www.standby.dk  

CRUISE: Royal Caribbean International lancerer næste år nyt cruisekoncept: ”Trans-Atlantic Ocean Voyage”.

”Med det nye koncept håber vi at give følelsen af, hvordan et cruise virkelig skal være,” siger den danske salgschef for Royal Caribbean Cruise Lines, Henrik Bergkvist.

11 af RCCLs krydstogtskibe vil foretage sejladser mellem Europa og USA. Verdens største krydstogtskib, Oasis of the Seas, vil også tage turen over Atlanten, efterfølgende vil også Quantum of the Seas, som er den næste generation af cruiseskibe, tage turen.

Alle RCCL’s skibe vil i begyndelsen af 2014 have gennemgået omfattende moderniseringsprogram så gæsterne kan nyde underholdning, opdaterede kahytter og restauranter. Der vil være op til ti restauranter på flere af skibene. Blandt attraktionerne er surfsimulator på Liberty of the Seas og Independence of the Seas og skøjtebanen på Adventure of the Seas.


Stor, større størst…

 

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 25/09/2013 6:58 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: I går tog man på værftet i Frankrig fat på at bygge det, der om tre år skal blive verdens største krydstogtskib og slå Royal Caribbeans egen rekord med Oasis og Allure. – Plads til 6.000 passagerer og 2.300 besætningsmedlemmer.

På det franske værft STX France begyndte man i går at arbejde på en nybygning til Royal Caribbean, som bliver nr. tre i serien af megastore skibe. Det er en nybygning, som det finske værft i Åbo havde håbet på, men måtte opgive da den finske stat ikke kunne give de nødvendige eksportgarantier på lån til en investering i milliardklassen.

Verdens to største krydstogtskibe er Oasis of The Sea og Allure begge bygget i Finland og begge på 220.000 bruttotons (rummål). Passagerrekorden har Oasis med 6.300 passagerer på et krydstogt.

Nr. tre i serien, som altså kommer fra Frankrig, er beregnet til 227.700 bruttotons og vil altså blive verdens største i 2016.

Men ikke nok med det. I går afslørede værftet, at man har fået option på nr. fire til levering i 2018, og også nr. fem er på trapperne. Det har vist sig at være det helt store nummer i mere end en forstand for rederiet.

”Vi er lige så begejstret som vore passagerer for endnu et skib i den størrelse, som får det til at gibbe i folk, når de går om bord og ser, hvad de kan opleve,” siger præsidenten for Royal Caribbean International Adam Goldstein.


Cruise Copenhagen Network vinder igen international pris

 

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 25/09/2013 6:41 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Cruise Copenhagen Network vinder atter pris som årets destination i 2013. Det er anden gang på tre år, CCN modtager prisen ”Destination of the year.”

På krydstogtbranchens største årlige event i Europa – Seatrade Europe i Hamborg – blev Cruise Copenhagen Network igen hædret med prisen ”Destination of 2013.”

Prisen er anerkendelse af Cruise Copenhagen Networks resultater,” oplyser CCN.

”Det er en fantastisk anerkendelse. Vores budgetter kan ikke måle sig med vores internationale konkurrenter, men det kan vores evne til at samarbejde, og det er guld værd,” siger Bo Nylandsted Larsen, direktør i Cruise Copenhagen Network, som modtog prisen i går, tirsdag, i Hamborg.

Cruise Copenhagen Network er organiseret under Wonderful Copenhagen og har eksisteret siden 1992.

Formålet er at tiltrække internationale krydstogtsgæster. I 2013 forventer København 800.000 krydstogtgæster. De forventes at bidrage med en total omsætning på 1,3 mia. kr. og ca. 3.800 sæsonjob.

CCN er et efterhånden meget velsmurt samarbejde mellem ca. 70 aktører: Københavns Havn, Wonderful Copenhagen, Københavns Lufthavn, SAS, busselskaber, Tivoli osv.

København forventer i år 348 krydstogtanløb, her af 173 turnarounds, hvor krydstogtet begynder og slutter i København. Turnaround-passagerer har ofte en hotelovernatning før og efter krydstogtet ligesom de bruger penge på bl.a. shopping og restaurant.

I snit bliver et nyt krydstogtskib taget i brug hver anden måned verden over. På verdensplan er der ca. 22 mio. årlige krydstogtpassagerer, men om 12 år forventer krydstogtindustrien, at tallet af årlige passagerer er steget til 32 mio.

Verdens største område for krydstogter er Caribien, fulgt af Middelhavet, mens Nordeuropa som nr. 3 har ca. ti procent af markedet. Under en procent af danskerne har været på krydstogt.


 

Ordre på endnu en Breakaway Plus

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 18/07/2013 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Norwegian Cruise Line har afgiver ordre på endnu et ’Breakaway Plus’ krydstogtskib hos Meyer Werft i Papenburg i Tyskland til levering i foråret 2017.

Sammen med det første Breakaway Plus skib, der skal leveres i oktober 2015, vil de være rederiets største med deres 163.000 tons og plads til 4.200 passagerer.

De to nye skibe bliver i design og udvikling i stil med rederiets netop søsatte Norwegian Breakaway.

Den samlede kontrakt på de kommende to Breakaway Plus krydstogtskibe lyder på omkring 1,4 milliarder Euro, som finansieres for 80% af eksportkredit.

Meyer Werft leverede Norwegian Breakaway, det første af Norwegians to nye 146.600 tons, 4.000-passager Breakaway klasse fartøjer, den 25. april og vil levere Norwegian Getaway midt i januar 2014.

De to nye Breakaway Plus fartøjer bliver det 10. og 11., som rederiet får bygget hos Meyer Werft.

 


 

Fem nye cruiseskibe på fire måneder

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 18/07/2013 7:20 Kilde: www.stanLæs krydstogt nyhederne i standbydby.dk  

CRUISE: Europa har oplevet søsætning af fem nye krydstogtskibe de seneste fire måneder – alle fra europæiske skibsværfter, skriver Cruise Lines International Association.

De udgør tilsammen investeringer på mere end 2 milliarder Euro og har en samlet kapacitet på 14.615 passagerer.

Ifølge CLIA Europas 2012 rapport – ‘The Cruise Industry: Contribution of Cruise Tourism to the Economies of Europe’ – var de europæiske værfter beskæftiget med produktionen af 20 nye krydstogtskibe med en samlet passagerkapacitet på over 60.000 og til en værdi på over 10 milliarder Euro. Skibene leveres til rederier verden over de kommende tre år.

“We are proud to welcome these superb new ships into the world’s cruising fleet, representing the best of European elegance and maritime know how,” said Christine Duffy, CLIA president.

To dåbshøjtideligheder blev fejret i marts i henholdsvis Genua for MSC Preziosa og Warnemünde for AIDAstella.

Den seneste uge var der dåb i Hamburg for luksusskibet Europa 2 fra Hapag-Lloyd Cruises, mens det fjerde skib, Norwegian Cruise Lines Breakaway, sejlede over Atlanten fra Southampton til New York City til sin dåbshøjtidelighed.

Endelig var der navngivning af The Royal Princess, fra Princess Cruises, ved hendes kongelige højhed, hertuginden af Cambridge, ved en særlig begivenhed i Southampton i juni.

 


 

Cykelkrydstogter med MSC Cruises

 

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 28/05/2013 11:15 Kilde: www.takeoff.dk  

MSC Cruises går ind i kampen om de aktive rejsende og lancerer 23 cykeludflugter i bl.a. Belfast, Amsterdam og Reykjavik. Der udlejes også cykler til passagererne, som kan tage ture på egen hånd.  

”Cykeludflugterne er perfekte til at kombinere det bekvemme liv ombord med opdagelser i land”, siger Claes Tamm, direktør for MSC Cruises i Norden.  

Der arrangeres 23 cykeludflugter under navnet MSC Bike Experience. Cykelpakkerne er knyttet til MSC Magnificas ruter i Nordeuropa.   Udflugterne omfatter 15-25 kilometers cykling på to til fire timer, inklusive stop for sightseeing og sværhedsgraden varierer.  

Blandt udbuddet findes en tur langs Dovers klipper med storslået udsigt og pauser med britisk te eller øl. I Amsterdam sker cyklingen langs byens berømte kanaler, og i Nordirland går turen fra Belfasts storbyvrimmel til kunstnerbyen Whiteabbey.  

Cykeludflugterne arrangeres i samarbejde med den italienske cykelfabrik Lombardo. Ud over de arrangerede cykelture, udlejes cykler til ture på egen hånd.

 


 

Flere krydstogter inklusive flybillet

Skevet af: Ejvind Olesen Dato: 24/05/2013 6:49 Kilde www.standby.dk  

CRUISE: Royal Caribbean går sammen med en række bureauer ud i en stor kampagne for salg fra Barcelona og Rom, inklusive flybilletter med Norwegian og SAS.  

Krydstogtrederierne må nu og da søge nye veje i et marked, hvor lavpriser i dette forår har været dominerende, ikke mindst på grund af en række uheldige hændelser med et enkelt selskab, Carnival, og en følgende rabat-krig.  

Det betyder, at RCCL i Danmark sætter stribevis af krydstogter til salg med Liberty fra Barcelona og Navigator fra Rom, inklusive fly fra København med hhv. Norwegian og SAS i sommer. Prisen inkluderer også transfer, hvilket især betyder noget på afgange fra Roms havn, Civitavecchia, der ligger ca. 80 km. fra lufthavnen.  

”Vi har lavet en aftale med bureauerne, som en overgang var imod systemet med at bruge af ”vore” flybilletter i stedet for deres eget salg, men denne gang er de med”, siger den danske salgschef Henrik Bergqvist til standby.dk  

Der bliver tale om en måneds kampagne dækkende forskellige afgange om søndagen. Med Navigator syv dage i Middelhavet inklusive flybillet og udvendig kabine 8.200 kr. En indvendig kabine i skoleferien i oktober fra Barcelona, også med fly fra København, koster 6.855 kr.  

I den kampagne begynder krydstoger for alvor at kunne konkurrere med charterferien.

 


 

RCCL med flot start på cruisesæsonen

Af: Flemming Juul Dato: 25/04/2013 11:26 Kilde: www.takeoff.dk

Royal Caribbean havde i første kvartal en vækst på 10% i forhold til sidste år. Det betyder rekord, oplyser Roar Meidal, chef for RCCL i Norden.  

Middelhavet er den foretrukne cruisedestination med en vækst på 32% sammenlignet med året før. Aldrig før har rederiet oplevet, at så mange nordiske passagerer vælger cruise i Middelhavet, skriver boarding.no.  

”Her er der mange spændende havne, og flyturen er kort. Samtidig er det let at få fat i rimelige flybilletter. Det gør Middelhavet til en stadig mere populær cruisedestination”, siger Roar Meidal.  

RCCL har også flere av sine cruiseskip i Europa sommeren 2014. Sæsonen er fra maj til oktober og passagererne kan vælge mellem flere ruter i både den østlige og vestlige del af Middelhavet.  

Samtlige skibe er for nylig opgraderet med blandt andet flere balkon-kabiner, restauranter og udendørs biografer ved swimmingpoolen.  

 


 

Tivolisering af krydstogter

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 23/04/2013 6:35 Kilde: www.takeoff.dk  

Er det ultimative krydstogt ensbetydende med, at man også kan køre i radiobiler og bliver drejet rundt oven 18. etage med en svingkran?  Vi spørger Royal Caribbeans salgschef i Danmark, Henrik Bergkvist.  

Næste efterår kommer Quantum of The Seas som seneste nybygning til RCCL fra rederiet i Tyskland. Foromtalen kan være enten skræmmende eller løfterig, alt efter hvordan man anskuer det. Men der er blandt andet radiobiler om bord og en teknisk detalje øverst oppe, som i en kabine svinger passagerer ud over vandet, så de kan se det hele lidt fra oven. Er der ved at gå tivoli i krydstogterne?  

”Nej, der er da blot en spændende udvikling fra verdens største skibe i Oasis-serien. Et krydstogtskib proppet med oplevelser. Der skal hele tiden findes på noget nyt for at imponere og være foran. Vi var først med klatrevæg og skøjtebane og mange andre ting, som vore passagerer har haft stor glæde af.”  

Ja, men radiobiler. Det er vel ikke for at få styret sin lyst til at bumpe ind hinanden, at man tager på krydstogt?  

”Der er rigtig mange, der tager på krydstogt for at få oplevelser af vidt forskellig karakter. Vi prøver at byde på noget at vælge imellem. Quantum of The Seas bliver noget helt særligt med sine 168.000 bruttotons. Og ikke at forglemme med gennemsnitsstørrelse af kabiner på 10 procent mere end på Oasis. Heldigvis har vi stadig et stort udbud af mellemstore skibe for den del af vore kunder, som ønsker et mere roligt krydstogt.”  

Apropos de største skibe, hvordan går det med salget på Oasis` Europaturne næste år?

”Over al forventning. Vi har efter en foreløbig opgørelse solgt 3.000 pladser i Skandinavien eller 2.000 mere end forventet. Svipturene i Middelhavet er meget efterspurgte også af familier med børn, som skal opleve det største drøn af et krydstogtskib til dato.”  

Men næste år kommer så kvantespringet med radiobilerne?  

”Ja, og selv du vil blive imponeret.” 


Tivoli-forlystelser til søs

 

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 18/04/2013 11:19 Kilde: www.takeoff.dk  

Royal Caribbean International har præsenteret de første detaljer i selskabets næste generation af krydstogtskibe – Quantum cruising.  

Quantum klassen vil blandt andet præsentere sine gæster for ’skydiving oplevelser’ i en lille kabine, der sender dem mere end 100 meter op i luften på en mavekildende oplevelse og et kæmpestort indendørs sports- og underholdningsanlæg med radiobiler, rulleskøjtebane etc.  

Skibene indrettes med større kabiner, som alle har udsigt. Det sker ved introduktion af ’Virtual Balcony’ til indvendige kabiner som får ’real time’ udsigt til havet og destinationerne.  

Der bliver solarium kun for voksne side om side ved udendørs-poolen, en indendørs-pool med skydetag og en aqua park for børn på øverste dæk. Hertil kommer en række særlige Royal Caribbean International-features, som allerede er kendt fra andre af rederiets store skibe.  

De to søsterskibe Quantum of the Seas og Anthem of the Seas udvider også sine kulinariske tilbud, blandt andet med flere specialrestauranter.   Quantum klassen får sin debut i efteråret 2014 med Quantum of the Seas, fulgt af Anthem of the Seas i foråret 2015. 

Quantum klassen får 18 dæk, er på 167.800 bruttoregistertons, har plads til 4.180 gæster i 2.090 kabiner.

 


  

Hjem til Caribien

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 15/04/2013 6:41 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Flere rederier trækker skibe hjem fra Europa næste år i skuffelse over manglende efterspørgsel. Forleden var det Royal Caribbean, og nu følger Princess Cruises efter.  

For et par år siden satsede de store internationale krydstogtskibe på Europa om sommeren. Væk fra overophedede Caribien og Florida og til dejligt kølige Baltikum eller det lune Middelhav.  

Senere er det gået den anden vej. Amerikanske passagerer, som fortsat er langt de fleste på krydstogt, har opdaget, at det rent faktisk er meget billigere at blive i hjemlige farvande, og samtidig er europæernes købekraft dalet betydeligt.  

Derfor har verdens næststørste rederi, Royal Caribbean Line, sendt to af de helt store skibe til Fjerne Østen og trækker næste år endnu et, nemlig Vision hjem til USA. Vision sejler i sommer fra København.  

Alene i København var der i fjor to skibe fra rederiet med udgangspunkt, i år er der kun Vision. Næste år skrumper det med Legend of The Seas ind til fem afgange.  

I sidste uge meldte Princess Cruise, som også i sommer har et af sine helt store skibe hver uge i København, at man trækker Caribien Princess hjem til Florida fra næste år fra ruten Britiske Øer og Norge.  

I stedet for syv Princess skibe i år i Europa, bliver der kun fem i 2014.

 


 

Lang kø til verdens største krydstogtskib

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 12/04/2013 6:54 Kilde: www.standby.dk  

CRUISE: Forhåndsinteressen for at opleve verdens største krydstogtskib, Oasis of The Seas, i Europa har oversteget alle forventninger.

Lang kø da salget åbnede i går.  

Nyhedens interesse for en sviptur på Middelhavet eller en længere tur over Atlanten med verdens største krydstogtskib, Oasis of The Seas, der har rekorden med 6.300 passagerer om bord, var langt større end man kunne forvente i betragtning af, at de mest garvede krydstogtturister for længst har oplevet skibet i Caribien.  

”Vores bookingfolk har ligget vandret, og da der gik nogle timer før, der var åbent på nettet, men man kunne bestille via telefon i Norge, var der timers ventetid,” siger dansk salgschef Henrik Bergqvist.  

Agenterne har siden i mandags kunnet afstemme deres forventninger med mulighederne for at reservere. Det har de gjort i troen på et stort salg til danskerne, som nu skal tage beslutning mere end et år i forvejen.  

”De første 500 pladser røg til turen fra Barcelona til Rotterdam, en uges tur med stop i Malaga. Først i løbet af i dag har vi et samlet overblik over salget til svipturene fra Barcelona.  

Vi kan til gengæld se, at agenterne har bestilt mange pladser til turen fra Fort Lauderdale til Barcelona i september. Over Atlanten med verdens største skib propfyldt med oplevelser ser ud til at fænge, selv om det først er i 2014.  

Nu kommer det ud i bureauernes program, men at det ville have så stor interesse så længe før, havde vi måske ikke helt regnet med,” slutter Henrik Bergqvist.  

Der har været stor spænding om prisniveauet, men da de blev offentliggjort, var de på niveau med andre større krydstogtskibe for lignende ruter. For en uges tur fra Barcelona til Rotterdam ca. 10.000 kr. for balkonkahyt.

 


 

Krydstogtsalget stiger mest i Danmark

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 04/04/2013 7:03 Kilde: www.standby.dk

KRYDSTOGTER: I følge MSC Cruises er det danske krydstogtmarked det mest voksende i Europa, og selv om det er små tal, er trenden ikke til at tage fejl af. – MSC skiftede op til påske alle agent kontrakter ud. I Danmark kan de godt sælgende bureauer tælles på mindre end to hænder.

På verdensbasis rejser ca. 26 mio. årligt på krydstogt. Fra Europa er man nu oppe på godt seks mio. passagerer. Fra Danmark måske 30.000, men når det kommer til procenterne, er Danmark det hastigst voksende marked i Europa.

Det fastslår nordisk direktør for MSC, Claes Tamm. Han henviser til statistikken fra Cruise Line Association, som har beregnet den danske stigning i fjor til 16 procent. Det europæiske gennemsnit var på en enkelt procent.

”Intet tyder på, at krydstogterne i Danmark har kulmineret. I år er salget hos os steget med 28 procent, og de seneste to år er det totale antal krydstogtpassagerer steget med 50 procent,” siger Claes Tamm til standby.dk.

Dagen før påske sendte i nye kontrakter ud til alle agenter og ophævede de gamle. Var det ikke noget drastisk?  

”Vi ændrede dem på nogle punkter, men ikke sådan, at de blev generelt forringet. Vi er gået et skridt videre i retning af at belønne de agenter, der sælger mere og går den anden vej, hvis man mister salg. Det er der vel ikke noget mærkeligt i, når man tænker på flyselskaberne.  

I Danmark er agentplejen forholdsvis let, fordi vi har seks-syv agenter, som vi virkeligt satser på. I Sverige og Norge er agentnettet meget mere spredt og vanskeligere at indkredse.  

Lad mig lige slå fast, at det er hele vort globale agentnet, der har fået nyt kontraktudspil , men fortsat med individuelle hensyn.”

  


 

Stærk vækst for cruise i Europa

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 02/04/2013 11:25 Kilde: www.takeoff.dk  

Det europæiske krydstogtmarked fortsatte væksten i 2012 med 6,14 millioner krydstogter booket af europæere, fremgår det af tal fra Cruise Lines International Association (CLIA).  

Antallet af europæiske krydstogtpassagerer er mere end fordoblet på otte år – fra 2,83 millioner i 2004. Det rundede 3,12 millioner i 2005 og 5,45 millioner i 2010 og overskred for første gang de seks millioner i 2011.  

Over de seneste fem år har væksten gennemsnitligt været 8% om året.  

Den mest bemærkelsesværdige trend var den stærke succes for krydstogter i de køligere nordiske farvande, som voksede med 10% til 1,33 millioner krydstogtpassagerer.  

Middelhavet er fortsat det mest populære krydstogtfarvand for europæerne. Der kommer flest fra Storbritannien med 1,7 millioner krydstogtpassagerer – uændret fra 2011 – mens tyskerne sikrede sig andenpladsen med 1,55 millioner, hvilket er en vækst på 11%.  

Den økonomiske krise medførte nærmest et kollaps for det spanske klientel med en nedgang på 18% til 576.000 passagerer og i mindre omfang for Italien med en nedgang på 9% til 835.000. Italien fastholder sin tredjeplads og Spanien sin plads som nummer fire. Det franske marked voksede med 9% til 481.000 og indtager femtepladsen.

  


 

Verdens største krydstogtskib til Europa

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 02/04/2013 6:47 Kilde: www.standby.dk

CRUISE: Oasis of The Seas fra Royal Caribbean kommer til Barcelona i september og derefter på værft, men det er også en test for at se, om der er et marked i Europa for skibet, som har rekord med 6.300 passagerer om bord.  

Det var bogstaveligt talt på kanten af påskeferien, da RCCL inviterede til agentmøde onsdag aften i København for at fortælle nyheden om, at kæmpeskibet Oasis for første gang (minus turen under Storebælt fra værftet i Finland til USA) kommer til Europa og åbner for salget 11. april for nogle svipture fra Barcelona og turen frem og tilbage over Sydatlanten.  

Om det bliver en slagsucces eller ej vil afhænge meget af priserne, og de var endnu ikke kendt, da salgschef Henrik Bergqvist og hans stab præsenterede nyheden. Der er ingen tvivl om, at rederiets hovedkontor i Miami har meget store forventninger, selv om nyhedens interesse i sagens natur ikke kan være den samme som ved verdenspremieren i Caribien. Måske bliver de skuffet.  

Oasis skal på værft nogle uger i Rotterdam, og her var chancen til at prøvesejle Europa, inden det tredje megaskib i serien kommer om et par år og måske placeres permanent i europæisk havn.  

Ellers går trenden i modsat retning i 2014, hvor verdens næststørste rederi trækker endnu et skib hjem fra Europa. Måske for at satse mere på Fjernøsten, hvor det indtil videre er muligt at opnå højere priser fra kunderne.  

  


 

Verdens største cruiseskib for første gang i Europa

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 27/03/2013 13:40 Kilde: www.takeoff.dk  

Oasis of the Seas fra Royal Caribbean tøffer normalt rundt i Caribien – men giver i september næste år en kort gæsteoptræden i Middelhavet med tre krydstogter.  

”Det er en oplevelse at se og at være om bord på dette skib,” siger Henrik Bergkvist, salgschef for RCCL i Danmark. Skibet er 360 meter langt, som længden på 3 ½ fodboldbaner. Med sine 73 meter i højden er skibet højere end det Gyldne Tårn i Tivoli.  

Da det nybyggede skib til 1,4 milliarder dollars sejlede fra værftet i Finland i 2009 og skulle passere Storebæltsbroen, måtte skorstenen afmonteres. Samtidig satte skibet farten op, så det stak dybere i vandet for at kunne gå under broen.  

Oasis of The Seas, det første skib i Oasis-klassen, har normalt hjemhavn i Fort Lauderdale i Florida. Hun deler titlen ”verdens største cruiseskib” med søsterskibet Allure of the Seas, som blev søsat i 2010. Passagerkapaciteten er på maks. 6.296, mens besætningen er på 2.165 mand.  

Oasis vil i september næste år gennemføre nogle få sejladser i Middelhavet. Afgangshavn er Barcelona, billetterne til de eksklusive cruises sættes til salg 11. april i år.  

Royal Caribbean Cruises har med søsterselskaber 41 skibe og fire under konstruktion.

  


 

Royal Caribbean skærer ned i Europa

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 25/03/2013 6:33 Kilde: www.standby.dk

CRUISE: Det går også ud over København, som kun får syv uger i 2014 med Legend of The Seas, eller fire mindre end i år. Sidste år havde verdens næststørste krydstogtrederi oven i købet to skibe i København som udgangspunkt. Ingen umiddelbar forklaring.  

Synd at sige, at Royal Caribbean, med det formentligt største antal danske krydstogtgæster, på nogen måde tilgodeser danskerne på deres hjemmebane. I fjor lå både Brillance og Vision i København. Førstnævnte sluttede sæsonen med en tur fra København til New York med ikke færre end 900 danskere om bord.  

I den kommende sommer er Brillance trukket til England, og Vision sejler 11 afgange fra København. Den erstattes næste sommer af totalt nyrenoveret Legend, som dog kun får syv afgange fra København – oven i købet i den vanskeligt sælgende maj måned til Baltikum og Norge.  

En skuffende udvikling, men resultatet af, at RCCL i 2014 kun har otte af sine 22 skibe i Europa. Vision skal ikke være i Europa næste år, men det er endnu ikke afklaret, hvor den skal hen. Det er Vision, der har kvindelig dansk kaptajn.  

Der var op til weekenden ikke nogen officielt forklaring på, hvorfor Europa nedgraderes i forhold til USA og Fjerne Østen, men det skyldes formentlig, at man kan få højere priser andre steder.  

Royal Caribbean har dog meddelt, at man på onsdag vil komme med en nyhed, der giver genlyd i Europa. Det kan være et plaster på såret.  

Salgschef for Danmark, Henrik Bergqvist, har ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor Danmark (og Skandinavien) prioriteres lavere.

  


 

Sophia Loren klar til at døbe nyt MSC krydstogtskib

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 18/03/2013 6:20| Kilde: www.standby.dk

CRUISE: På lørdag i Genova navngives MSC Preziosa og dermed er det familieejede italienske rederi tredjestørst i verden efter Carnival og Royal Caribbean Cruise Line.  

Intet andet krydstogtrederi har fået så mange nybygninger på så kort tid som italiensk MSC siden MSC Melody blev søsat i 1997.

På lørdag når MSC Preziosa navngives, er det igen legendariske Sophia Loren, der foretager handlingen, som hun har gjort det med langt de fleste af skibene i MSC`s flåde.  

Sophia Loren bliver ældre og ældre, og flåden yngre og yngre, men alligevel kan de godt konkurrere om, hvem der holder sig bedst.  

Derefter er MSC klar til en ny sæson. Ikke mindst i Middelhavet, hvor 50 procent af kapaciteten sættes ind. Der er 14 procent i Sydamerika og 12,5 procent i Nordeuropa (bl.a. fra København), og resten fordelt over Caribien (forholdsvis få), Kanariske Øer og Det Røde Hav.  

Samtidig er MSC nu det tredjestørste krydstogtrederi i verden efter Carnival og Royal Caribbean.

Se alle vores krydstogter med MSC. Klik her

  


 

Boom hos MSC Cruises

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 27/02/2013 12:17 Kilde: www.takeoff.dk  

Italienske MSC Cruises melder om vækst i salget til danskerne på hele 20%. Krydstogter i Middelhavet sælger bedst.  

Pakkerejser med fly og krydstogt, Fly & Cruise, topper salget og øger hurtigst. For at imødekomme den stigende interesse, lancerer MSC Nice’s krydstogthavn, Villefrance, som ny påstigningshavn for MSC Orchestra fra 4. april. Dermed kan f.eks. danskerne bruge flyruter fra flere lufthavne i Danmark direkte til Nice.  

Claes Tamm, direktør i MSC Cruises Scandinavia, anser at den gunstige valutasituation og det kølige vejr er de største årsager til salgsfremgangen.  

”At rejse på krydstogt er som at bo på et flydende hotel. Man vågner op på nye destinationer hver morgen, uden transporter og kuffertpakning,” siger han.  

2013 er begyndt positivt for MSC Cruises med en salgsstigning på over 20%. Det som sælger bedst op til foråret og sommeren er krydstogter i det vestlige Middelhav med stop som Barcelona, Rom, Mallorca og Sicilien. For at imødekomme salgsstigningen har MSC Cruises øget antallet af pladser på de krydstogter som tilbydes i Danmark.  

Sommerens Top 5 krydstogtdestinationer i Middelhavet 2013 er Istanbul, Barcelona, Rom, Venedig og Dubrovnik.

  


 

Tyskland søsætter største krydstogtskib

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 27/02/2013 6:25 Kilde: www.standby.dk  

Norwegian Cruise Lines’ seneste nybygning, Norwegian Breakaway, det hidtil største krydstogtskib bygget i Tyskland, fik i går vand under kølen. Skibet får plads til 4.000 passagerer.  

Norwegian Breakaway blev søsat fra Meyer Werft i Papenburg. Det 146.600 tons store skib er blevet bygget siden september 2011. Det har en længde på 324 meter og indsættes på rederiets ruter ud af den kommende hjemhavn, New York, fra 7. maj.  

Norwegian Cruise Line har hovedkvarter i Miami. Rederiet har to krydstogtskibe på vej med plads til over 4.000 passagerer, ud over Norwegian Breakaway også Norwegian Getaway, der leveres januar 2014, samt “Breakaway Plus” til levering i 2015.  

Norwegian Breakaway bliver New Yorks største krydstogtskib

  


 

Byggestart for RCCLs nye skibe

Skrevet af: Flemming Juul Dato: 07/02/2013 12:54 Kilde: www.takeoff.dk  

De første stålplader skæres ud.  

Royal Caribbean Cruise Line har sat gang i bygningen af en ny generation cruiseskibe, ’Project Sunshine’.   Den officielle byggestart fandt sted på Meyer værftet i Tyskland. Samtidig offentliggjorde RCCL navnene på de to skibe. Det første skib er Quantum of the Seas, der skal være færdigt i efteråret 2014. Søsterskibet Anthem of the Seas vil være klart i foråret 2015. RCCL karakteriserer selv skibene som et kvantespring indenfor skibsdesign og innovation.  

”Efter tre år med planlægning og designudvikling ser vi frem til at følge udviklingen. Vi ønsker at være først ude med tilbud, som man ellers bare ser på landjorden. Historisk har vi været først ude med for eksempel klatrevægge, skøjtebaner, zipline, surfe-simulatorer og en tropisk park under åben himmel med over 12.000 planter.  De nye skibe skal give den samme ’wow’-effekt”, siger Ellen Stebekk, marketingschef for RCCL i Norden.

  


 

Så kan de lære det, kan de!

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 30/01/2013 6:33 Kilde: www.standby.dk  

Pengeinstitutankenævnet har afgjort en sag fra en klager, som skulle være rejst til Rom i maj med Cimber Sterling 3. maj, samme dag som selskabet krakkede. Klageren mener at have ret til at få såvel flyrejse som hotel godtgjort.  – Kreditkortselskabet sagde OK til flybilletten, men ingen ville dække hotelopholdet.  

Rejsebranchens ansatte ved det. De kan stå på et ben midt om natten og remse op om reglerne for erstatning ved flyselskabers krak. Forbrugerne burde også vide det. I mange, mange år har medierne fortalt om gældende regler og flittigt berettet om den sikre vej ved køb af to ydelser – i reglen i et rejsebureau.

Merprisen er forsvindende i forhold til risikoen ved visse flyselskaber, vejrforhold med forsinkelser og lignende.  

Klageren skulle med Cimber Sterling til Rom og derefter have et hotelophold for ca. 3.500 kr. På selve afrejsedagen krakkede flyselskabet, og hotellet ville ikke så sent acceptere en afbestilling. Det samme gjaldt beløb for de guidede ture.  

Flybilletten var betalt med kreditkort og Nordea, banken bag, accepterede at godtgøre flybilletten. Men ikke landarrangement i Rom. Derfor klagen til Pengeinstitutankenævnet, som imidlertid i sit svar gentog det, rejsebranchen kun kender alt for godt: ”Det foreligger ingen omstændigheder, der kan medføre, at banken er forpligtet til at tilbageføre betalingen (for hotel og bestilte udflugter).”  

Det samme ville være tilfældet for en kunde, som selv bestiller en flybillet og et andet sted et krydstogt – og betaler det hele med kreditkort (Ikke Dankort). Hvis uheldet er ude – flyet forsinket – skibet sejlet.  

Kære forbrugere, lær det dog! Lad være med absolut at skulle spare et par hundrede kroner. Så skralt står det da ikke til, hvis man skal ud at rejse.

  


 

Baltikum cruise i top hos MSC Cruises

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato 17/01/2013 6:29 Kilde: www.standby.dk  

”Danskerne er gode kunder til vore krydstogter fra København, men også til Middelhavet,” siger Claes Tamm, nordisk chef for MSC Cruises, som møder kunderne på Ferie & fritid i Bella Center.  

MSC Cruise får flere og flere danske passagerer. Så mange, at rederiets fremgang er størst i Danmark i forhold til Sverige (nogenlunde uændret) og Norge (tilbagegang). Dermed viser trenden stort set det samme, som hos det rederi, der formentlig er størst på det danske marked, nemlig Royal Caribbean Cruise Line.  

”Vi har også et stort udbud med ugentlige afgange fra København til Baltikum og op langs de norske fjorde. Her er fordelingen omkring 60 procent, der vælger turen til St. Petersborg og 40 procent de norske ruter,” siger Claes Tamm.  

”Vi får dog også flere og flere, som vælger en af de mange muligheder i Middelhavet, og i Danmark køber man en pakke indeholdende både krydstogt og flyrejser. Så er man også sikret, hvis der skulle opstå forsinkelser efter pakkerejseloven.”  

”Det bryder agenterne sig jo ikke om af hensyn til manglende provision?”   ”Sådan er det hos nogen. Ikke hos os. Vi giver fuld provision både på krydstogt og transport.  

Vi er med på udstillingen i Bella Center fordi vi fra tidligere ved, at vore danske kunder er meget aktive på messer og gerne planlægger og booker ferie umiddelbart efter en messe”, slutter Claes Tamm.

Se alle vores krydstogter med MSC. Klik her


 

Skænderi om nyt krydstogtskib

Skrevet af: Henrik Baumgarten Dato: 10/01/2013 6:36| Kilde: www.standby.dk  

Den finske regering går nu til EU-kommissionen for at få undersøgt, om den franske regering har givet tilsagn om ulovlig statsstøtte til skibsværftet STX France, i forbindelse med at Royal Caribbean kort før nytår placerede en stor nybygningsordre på værftet.  

Det var længe ventet, at det finske værft STX Turku skulle bygge det nye krydstogtskib til Royal Caribbean. Det kommende skib er en anelse større end de to krydstogtskibe af Oasis-klassen, som det amerikanske rederi tidligere har fået bygget i Finland.  

Men den finske regering sagde nej til at stille store statsgarantier til værftet, og tilbød en støtte 37 millioner dollar. Men det var øjensynligt ikke nok.  

Det vides ikke hvor meget den franske regering har ydet i støtte til STX France, så det kunne hale ordren hjem.   Nybygningskontrakten har en værdi på 1,3 milliarder dollar og sikrer et stort antal arbejdspladser.  

STX Turku vil foretage massefyringer som følge af den missede ordre, skriver den finske TV-kanal YLE.

  


 

Finland brændt af for kæmpe cruiseskibs-ordre

Skrevet af: Ejvind Olesen Dato: 02/01/2013 12:07 Kilde: www.takeoff.dk  

Royal Caribbean besluttede en af de sidste dage i det gamle år at bestille yderlige et kæmpe skib i størrelse med verdens to største Oasis og Allura, som kan tage over 6.000 passagerer, men denne gang fik Åbo-værftet ikke ordren, der gik til Frankrig.  

Lille Finland tabte til store Frankrig. Den finske regering kunne eller ville ikke stille med en tilstrækkelig stor eksportgaranti til Royal Caribbeans planer om at bygge endnu to megaskibe, som ville have givet arbejde i flere år til tusinder af ansatte på værftet i Åbo.  

Til trods for, at finnerne til dato har præsteret det største og bedste i denne kategori og i de andre store skibe til rederiet lige før Oasis. Men det var der ingen kredit for.  

RCCL gik efter den økonomisk bedste aftale og i tiltroen til, at værftet i Saint-Nazaire også kan klare opgaven. Det franske værft har bygget flere af de øvrige skibe i flåden hos Royal Caribbean.  

Selve prisen er ikke afsløret, men den ligger i følge forlydender under de ca. syv milliarder kr., som var prisen i Finland.  

Hvis udviklingen fortsætter, som det tegner ved årsskiftet, er RCCL også indstillet på at bygge et søsterskib i samme størrelse til levering i 2018. Det første fra det franske værft skal være klar til sin jomfrusejlads i 2016.  

Med diverse ekstra udstyr bliver det nok en samlet regning på ca. 15 mia. kr.

Se alle vores cruises med Royal Caribbean Cruise Line. Klik her

  

 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær først til at få de bedste tilbud. Samtidig deltager du hver måned i konkurrencen om et rejsegavekort på kr. 1.000,-

Krydstogt Eksperten bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik. Hvis du klikker på et link, accepterer du vores brug af cookies.
Accept