Ombord på Legend of the Seas – med en mission om at prøve ALT

Hvordan er det at være ombord på verdens største krydstogtskib? Det fandt Caroline og Melanie ud af i sommeren 2026, da de gik ombord på Legend of the Seas i Middelhavet – Royal Caribbeans første Icon Class-skib nogensinde, der sejler i Europa.

Vi havde selvfølgelig kameraet med – og en plan. Vi ville opleve skibet fra top til bund, prøve så mange aktiviteter som muligt, se alle shows og ikke mindst spise os gennem samtlige inkluderede spisesteder ombord. Det sidste viste sig at være en ret hård opgave.

❝På Legend of the Seas løber man ikke tør for ting at lave – man løber tør for tid.❞

Første indtryk: Wow, det er stort!

Det første, der slår én, er størrelsen. Legend of the Seas er virkelig stor. Og selvom man godt ved det på forhånd, er det noget helt andet at stå foran skibet og se op på de mange dæk, pools, rutsjebaner og aktiviteter, der nærmest vokser ud af alle sider. Vi brugte ikke lang tid på bare at kigge. Nysgerrigheden tog hurtigt over, og vi gik på opdagelse. For hvor meget kan man egentlig nå at opleve på ét krydstogt, når skibet i sig selv føles som en hel destination?

Vidste du? Legend of the Seas er Royal Caribbeans tredje Icon Class-skib, som hører under verdens største krydstogtskibe – 365 meter langt, 20 dæk højt og med plads til 7.600 gæster.

Mad-challenge gennemført

Kan man spise sig gennem hele Legend of the Seas? Det måtte vi selvfølgelig finde ud af. Vi satte os for at prøve samtlige 12 inkluderede spisesteder ombord – fra morgenmad og buffet til pizza, street food, poolsnacks og tre-retters middage. Det lød som en god idé. Men lad os bare sige, at vores maver kom på noget af en prøve undervejs.


Street food fra hele verden? Cajun, mexicansk, spansk, koreansk, crêpes eller frisk juice. Ja tak! AquaDome Market blev hurtigt en af vores favoritter. Seks forskellige madboder fra hele verden samlet under ét tag – og selvfølgelig skulle vi en tur rundt i dem alle.

Det er umuligt at kede sig på Legend

Vandrutsjebaner, pools, minigolf, sports- og legeområder. Vi havde sat os for at prøve så mange aktiviteter som muligt – og som de to store legebørn, vi er, var der nok at kaste sig over. Vi susede gennem vandrutsjebanerne, nød den festlige stemning ved Hideaway med en cocktail i hånden og fik selvfølgelig også prøvet karrusellen i Surfside. Der var kort sagt rigeligt at gå i gang med.

Vi prøvede (næsten) det hele ombord

Når man har sat sig for at prøve alt ombord på Legend of the Seas, er der ikke meget tid til at sidde stille. Vi gik all in på aktiviter og oplevelser – og selv med et temmelig ambitiøst program lykkedes det os ikke at nå det hele.

Category 6 Waterpark

Verdens største vandland til søs – selvfølgelig skulle vi prøve det! Category 6 byder på seks vandrutsjebaner med fart, sving og seriøse sug i maven. Vi susede bl.a. gennem Hurricane Hunter i en stor badering og kastede os ud i Frightening Bolt – den højeste drop-slide på et krydstogtskib.

Sportsaktiviteter

Vi fik også have testet nogle af de mange sportsaktiviteter ombord. Der er masser af muligheder for at få lidt konkurrence ind i ferien med minigolf, subsoccer, bordtennis, pickleball og meget mere.

Hideaway Pool

Infinitypool, fantastisk havudsigt og en farverig cocktail, som passede perfekt til den festlige stemning i voksenområdet The Hideaway – et oplagt sted at tage en pause fra vores ambitiøse aktivitetsprogram.

Familiesjov i Surfside

I Surfside er der masser af farver, leg og familievenlige aktiviteter. Og selvom vi er voksne, forhindrede det os ikke i at tage en tur i Rubber-Duckie-Go-Round. Man bliver vel aldrig helt for gammel til en karruseltur?

Vitality Spa

Fra fuld fart til afslapning. Vi fik en lille smagsprøve på massage og lagde os til rette på de opvarmede liggestole i Thermal Suite. Her kunne vi godt have brugt lidt længere tid. Wellnessområdet byder også på beautybehandlinger og en frisørsalon – perfekt til lidt ekstra selvforkælelse på ferien. OBS: Vitality Spa er mod betaling.

Syv pools til en dukkert

Poolparty, beach club-vibes eller familiesjov? Med 7 pools ombord er der en pool til ethvert humør. Royal Bay er den store hovedpool med livemusik og masser af liv, Splashaway Bay er skabt til de yngste, mens Swim & Tonic byder på swim-up bar og drinks. The Cove Pool blev vores favorit – med havudsigt og en afslappet loungestemning.

Ingen ferie uden drinks

Så vi satte selvfølgelig også tid af til at smage os gennem barkortet. Farverige cocktails ved poolen, frisklavet juice fra AquaDome Market, iskaffe fra Starbucks og frozen drinks fra Lime & Coconut. Sidstnævnte blev uden tvivl vores favorit – vi nåede vist at få mere end én.

Tip: Hvis du er lige så glad for drinks som os, kan Deluxe drikkepakke hurtigt blive en god investering.

FlowRider og klatrevæg

Hvem siger, at man skal på land for at surfe eller klatre? På Legend of the Seas kan du gøre begge dele. FlowRider og klatrevæggen nåede vi ikke selv, men måske vi får muligheden en anden gang.

Crown's Edge

En blanding af svævebane, frit fald og forhindringsbane – med et vildt finalefald. Crown's Edge stod højt på vores liste, men vejret ville det anderledes. Da området endelig åbnede igen, var alle tider desværre væk. Så denne må vi have til gode. OBS: Crown's Edge er mod betaling.

Shows, der virkelig leverer wow-faktor

Hvis der er ét område, hvor Royal Caribbean virkelig skiller sig ud, så er det underholdningen. Vi så alle shows ombord – og wow, hvor er niveauet højt. Fra Broadway-musical til vilde stunts i vandet og imponerende akrobatik på isen. Det er den slags shows, der får én til at sidde opslugt fra start til slut.

Charlie and the Chocolate Factory: The Musical

Hold nu op, hvor var den flot! Den kendte historie om Willy Wonka blev foldet ud med flotte kulisser, musik og masser af energi i Royal Theater. En vaskeægte musical med Broadway-vibes, som vi virkelig blev fanget af. Selv hvis du normalt ikke er til musicals, er den her næsten et must.

Shockwave – et helt unikt vandshow

Wow. Bare wow. Shockwave: A Battle for the Beat er en forestilling bygget op omkring vand. Høje udspring, synkronsvømmere, akrobatik og dans fylder AquaTheater, mens lys og vand fuldender det unikke show. Vi sad på forreste række, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre intens.

Fusion – skøjteshow på isen

Imponerende skøjteløb, akrobatik, musik og visuelle effekter. Fusion i Absolute Zero er inspireret af naturens fire elementer og er et virkelig flot og anderledes isshow. Vi var imponerede over, hvor gennemført showet var – og hvor meget der kan lade sig gøre på en skøjtebane midt på et krydstogtskib.

Voyage to Adventure – en farverig parade

På et øjeblik bliver Royal Promenade forvandlet til en farverig parade. Voyage to Adventure er fyldt med musik, dans og festlige kostumer og giver masser af liv midt på skibet. Et show med så meget energi, at det er svært ikke at bevæge hofterne lidt.

America’s Got Talent LIVE

Vi nåede desværre ikke at opleve America’s Got Talent LIVE, da det endnu ikke var lanceret. Siden har vores kollegaer til gengæld set showet ombord på Legend of the Seas, hvor det populære talentshow for første gang er rykket til søs – og det er bestemt værd at få denne oplevelse med. Dygtige artister, imponerende akrobatik, sang, magi og et gennemført sceneshow.

Tip: Vil du gerne se alle shows ombord? Book plads allerede hjemmefra via Royal Caribbeans app. De populære shows bliver hurtigt fyldt op, så det kan være svært at få plads, når først du er ombord.

Hvad overraskede os mest på Legend?

Hvor meget der er inkluderet

Vandland, pools, mad dagen lang, shows og underholdning, klatrevæg, sportsområder og meget mere er allerede med i krydstogtprisen. Der er overraskende meget at gå i gang med ombord uden ekstra tilkøb – så pungen kan blive i lommen hele ferien.

8 forskellige verdener

Legend er opdelt i otte forskellige områder. Det føles næsten som at bevæge sig mellem små verdener: fra familieområdet Surfside til frodige Central Park, Thrill Island, voksenområdet The Hideaway og Royal Promenade som skibets samlingspunkt.

Der sker noget hele tiden

Det er ikke kun de store shows og aktiviteter, der gør Legend levende. Livemusik ved poolen, konkurrencer og masser af liv overalt – og så dukker der pludselig en pianist op i elevatoren og fylder den med sang og musik. Det er den slags små øjeblikke, man husker.

Du behøver ikke være showfan

Musical, skøjteshow og vandshow – underholdningen kommer virkelig i alle afskygninger. Royal Caribbean leverer altid gode shows, men alligevel blev vi imponerede over det høje niveau hele vejen rundt. Selv skeptikere bliver fanget – også hvis sceneshows normalt ikke lige er det, man går efter.

Maden er noget, man husker

Du kender måske følelsen fra en klassisk All Inclusive-ferie: Maden er inkluderet, men det er sjældent den, man taler om efter ferien. Sådan er det ikke på Legend of the Seas. Med 12 inkluderede spisesteder var der masser af variation – og vigtigst af alt: Det smagte alt sammen virkelig fantastisk.

Er Legend of the Seas noget for dig?

Efter vores dage ombord står det ret klart for os: Legend of the Seas er ikke et skib, der prøver at være lidt af det hele – det går all in som verdens største krydstogtskib. Derfor er det også et skib, der passer bedre til nogle end andre.

Legend er oplagt, hvis du:

• elsker store krydstogtskibe med masser af aktiviteter
• rejser som familie med børn eller teenagere
• sætter pris på et stort udvalg af mad og restauranter
• trives på et livligt skib, hvor der altid sker noget
• gerne vil kunne skifte mellem aktiviteter og afslapning
• nyder, at selve skibet er en vigtig del af ferieoplevelsen

Måske er det ikke skibet for dig, hvis du:
• søger et lille og intimt krydstogtskib
• helst vil have ro og færre mennesker omkring dig
• ikke har det store behov for aktiviteter og underholdning

Skal du med ombord på Legend of the Seas?

Interessen for Legend of the Seas er stor, og det imponerende Icon Class-skib er allerede blevet en topfavorit. Se alle krydstogter med Legend of the Seas i Middelhavet og Caribien nedenfor – eller læs mere om skibet.

Din søgning gav følgende resultat